KAPITEL TRE
"FOR
AT KRISTI KORS IKKE SKAL BLIVE TIL TOM TALE" (1.Kor.1,17)
DET ETISK GODE
FOR KIRKENS OG VERDENS LIV
"Til
den frihed har Kristus befriet os" (Gal.5,1)
84. Det
fundamentale spørgsmål, som de ovenfor nævnte moralteorier
stiller på en særlig overbevisende måde, drejer sig om
menneskets frihed i forhold til Guds lov; det er i sidste instans
spørgsmålet om forholdet mellem frihed og sandhed.
Ifølge
kristen tro og kirkens lære "fører kun den frihed, der
underordner sig sandheden, den menneskelige person til dens sande gode. Det
gode for personen er at være i sandheden og gøre sandheden".
En sammenligning
mellem kirkens lære og nutidens sociale og kulturelle situation viser
straks tydeligt det akutte behov for kirken selv til at udvikle en intens
pastoral indsats netop med hensyn til dette fundamentale
spørgsmål. "Dette væsentlige bånd mellem sandhed,
det gode og frihed har nutidens kultur for en stor del mistet blikket for. Som
et resultat heraf er det at hjælpe mennesket til at genopdage dette en af
de særlige forudsætninger for kirkens sendelse til verdens frelse.
Pilatus? spørgsmål: "Hvad er sandhed" genspejler den
sørgelige rådvildhed hos et menneske, der ofte ikke længere
ved, hvem det er, hvorfra det kommer, og hvor det går hen. Derfor er vi
ikke så sjældent vidne til den menneskelige persons frygtelige
styrten sig ind i situationer, der fører til gradvis
selv-ødelæggelse. Der er nogle, der mener, at det tilsyneladende
ikke længere er nødvendigt at anerkende det vedvarende absolutte
af nogen som helst etisk værdi. Alle vegne oplever vi foragt for
menneskeligt liv efter undfangelsen og inden fødslen; den vedvarende
krænkelse af personens grundlæggende rettigheder; den
utilbørlige ødelæggelse af goder, der er minimum af, hvad
der er nødvendigt for et menneskeligt liv. Ja, der er sket noget endnu
mere alvorligt: mennesket er ikke længere overbevist om, at det kun er i
sandheden, det kan finde frelse. Sandhedens frelsende kraft bevivles, og
friheden alene, løsrevet fra enhver objektivitet, er overladt til selv
at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Denne relativisme
bliver på teologiens område til en manglende tillid til Guds
visdom, som vejleder mennesket med moralloven. Konkrete situationer stilles
på uheldig vis op imod morallovens bud, og det fastholdes heller ikke
længere, at til syvende og sidst er Guds lov altid menneskets ene sande
gode".
|