86. Fornuftig overvejelse og daglig erfaring viser den svaghed, som kendetegner menneskets frihed. Den frihed er virkelig, men begrænset: dens absolutte og ubetingede oprindelse er ikke i den selv, men i det liv, hvori den er anbragt, og som på én og samme tid repræsenterer både en begrænsning og en mulighed for den. Menneskelig frihed tilhører os som skabninger; det er en frihed,der er givet som en gave, en der skal modtages som et sædekorn og dyrkes med ansvar. Den er en væsentlig del af det skabte billede, der er grundlaget for personens værdighed. I denne frihed er der en genklang af det oprindelige kald, hvorved Skaberen kalder mennesket til det sande gode, og mere endnu, gennem Kristi åbenbaring, til at blive hans ven og have del i hans eget guddommelige liv. Det er på samme tid umistelig selv-besiddelse og åbenhed mod alt, hvad der er til, ved at gå ud over sig selv for at kende og elske næsten. Friheden har altså sin rod i sandheden om mennesket og er i sidste instans rettet mod fællesskab.

Fornuft og erfaring bekræfter ikke blot den menneskelige friheds svaghed; de bekræfter også dens tragiske aspekter. Mennesket opdager, at dets frihed på en eller anden mystisk vis er tilbøjelig til at svigte denne åbenhed mod det sande og det gode, og at det alt for tit foretrækker at vælge endelige, begrænsede og flygtige goder. Ja, mere endnu, inden for disse fejltagelser og negative beslutninger skimter mennesket kilden til et dybt oprør, der får det til at afvise det sande og det gode for at opstille sig selv som sit eget absolutte princip: "I bliver som Gud" (1.Mos.3,5). Følgelig har friheden selv brug for at blive befriet. Det er Kristus der gør fri: han "har befriet os til den frihed" (sml. Gal.5,1).