Vandre i lyset (sml. Joh.1,7)
88. Forsøget på at sætte frihed i
modsætning til sandhed og faktisk adskille dem radikalt, er konsekvensen,
udslaget og fuldbyrdelsen af en anden mere alvorlig og ødelæggende
opdeling, som adskiller tro fra etik.
Denne adskillelse
er en af kirkens voldsomste pastorale bekymringer i vore dages voksende
sekularisme, hvor mange, ja alt for mange, mennesker tænker og lever,
"som om Gud ikke eksisterede". Vi taler om en mentalitet, som ofte
på en dyb, udstrakt og altomfattende måde angriber holdninger og
adfærd selv hos kristne, hvis tro svækkes og mister sin karakter af
at være et nyt og originalt kriterium for tænken og handlen i
personligt liv, familieliv og samfundsliv. I en kultur, der i udstrakt grad er
afkristnet, viser kriterier, der benyttes selv af troende, når de
fælder domme og træffer beslutninger, sig ofte som fremmede for
eller endda i modsætning til evangeliets.
Det er
derfor nødvendigt, at kristne genopdager troens nyhed og dens kraft til
at bedømme en almindelig udbredt og alt gennemtrængende kultur.
Som apostlen Paulus formaner os: "Engang var I mørke, men nu er I
lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed,
retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og
tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør
dem... Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det
gunstige øjeblik, for dagene er onde" (Ef.5,8-11.15-16; sml.
1.Tess.5,4-8).
Det er
nødvendigt at genopdage og endnu engang fremstille den kristne tros
autentiske virkelighed, for troen er ikke blot en række sætninger,
der skal accepteres med intellektuelt samtykke. Derimod er tro en levet
erkendelse af Kristus, en levende erindring om hans bud, og en sandhed, der
skal leves. Et ord er i hvert fald ikke virkelig modtaget, før det
omsættes i handling, før det er udført i praksis. Tro er en
beslutning, der involverer hele ens eksistens. Den er et møde, en
dialog, et kærlighedens og livets fællesskab mellem den troende og
Jesus Kristus, som er vejen, sandheden og livet (sml.Joh.14,6). Den indbefatter
en tillidsfuld given sig til Kristus, hvad der gør det muligt for os at
leve, som han levede (sml. Gal.2,20), i dyb kærlighed til Gud og til vore
brødre og søstre.
|