91.
Allerede i Det gamle Testamente finder vi beundringsværdige vidnesbyrd om
troskab mod Guds hellige lov, endda lige til en frivillig accept af
døden. Et glimrende eksempel er historien om Susanna: som svar til de to
uretfærdige dommere, der truede med at få hende dømt til
døden, hvis hun nægtede at give efter for deres syndige lidenskab,
siger hun: "Trængsler omgiver mig på alle sider; thi
gør jeg dette, er døden mig vis; og lader jeg være at
gøre det, kan jeg ikke undslippe eders hænder; dog vil jeg hellere
lade være at gøre det og så falde i eders hænder,
fremfor at synde imod Herren" (Dan.13,22-23). Susanna, som
foretrækker at "falde uskyldig" i dommernes hænder,
vidner ikke blot om sin tro og tillid til Gud, men også om sin lydighed
mod sandheden og mod det absolutte i den etiske orden. Ved sin beredvillighed
til at dø som martyr, forkynder hun, at det er ikke rigtigt at
gøre, hvad Guds lov betegner som ondt, for derved at opnå noget
godt. Susanna vælger for sig selv, den "bedre del", som for
hendes vedkommende var et helt klart kompromisløst vidnesbyrd til
sandheden om det gode og til Israels Gud. Ved sine handlinger åbenbarede
hun Guds hellighed.
Ved Det nye
Testamentes daggry gav Johannes Døber, der ikke kunne lade være
med at tale om Herrens lov og afslog ethvert kompromis med det onde, sit liv,
idet han "døde som martyr for sandhed og ret", og
således blev forløber for Messias ved den måde, han
døde på (sml. Mark.6,17-29). "Han, som kom for at vidne om
lyset, og som af netop dette lys, som er Kristus, blev fundet værdig til
at blive kaldt en brændende og skinnende lampe, blev kastet i
fængslets mørke... Han, som det blev forundt at døbe
verdens Forløser, blev således døbt i sit eget blod".
I Det nye Testamente finder vi mange eksempler på
Kristi efterfølgere, begyndende med diakonen Stefanus (sml. Ap.G.6,8-7,60) og apostlen Jakob
(sml. Ap.G.12,1-2), som begge døde som martyrer for at forkynde deres
tro på og deres kærlighed til Kristus, og ikke ville fornægte
ham. I dette fulgte de Herren Jesus, som "aflagde den gode
bekendelse" (1.Tim.6,13) over for Kajfas og Pilatus, idet han
bekræftede sandheden om sit budskab på bekostning af sit liv.
Talløse andre martyrer accepterede forfølgelse og død
hellere end at udføre den gudsbespottelige handling med at brænde
røgelse foran kejserens statue (sml. Joh.Åb.13,7-10). De
nægtede endda at foregive en sådan tilbedelse og gav derved et
eksempel på pligten til at afstå fra at udføre selv en
enkelt konkret handling i modstrid med Guds lov og trosvidnesbyrdet. Ligesom
Kristus selv, stolede de lydigt på Faderen og overgav deres liv til ham,
som alene kunne frelse dem fra døden (sml. Hebr.5,7)
Kirken
fremfører eksemplet på talrige helgener, der vidnede om og
forsvarede etisk sandhed lige til at lide martyriet, og som foretrak
døden frem for blot en enkelt dødssynd. Ved at ophøje dem
til altrenes ære, har kirken stadfæstet deres vidnesbyrd og
erklæret deres vurdering for rigtig, for kærligheden til Gud
indbefatter forpligtelsen til at respektere hans bud, selv under de
frygteligste omstændigheder, og vægringen ved at lade hånt om
disse bud, selv om det er for at redde livet.
|