92. Når martyriet accepteres som en bekræftelse af den etiske ordens ukrænkelighed, er det et strålende vidnesbyrd både om Guds lovs hellighed og om ukrænkeligheden af den personlige værdighed hos mennesket, der er skabt i Guds billede og lighed. Denne værdighed må aldrig forklejnes eller betvivles, heller ikke med gode hensigter, hvilke vanskeligheder der end er forbundet dermed. Jesus advarer os på det strengeste: "Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?" (Mark.8,36).

Martyriet afviser som falsk og illusorisk enhver "menneskelig betydning", som man, selv under "exceptionelle" omstændigheder vil tillægge en handling, der i sig selv er etisk ond. Faktisk afslører det endnu tydeligere en sådan handlings sande ansigt: den er en krænkelse af menneskets "menneskelighed", endda mere hos den der begår den, end hos den der udsættes for den. Derfor er martyriet også forherligelsen af personens fuldkomne "menneskelighed" og af sandt "liv", som det bevidnes af Ignatius af Antiokia, der henvender sig til de kristne i Rom, hvor han selv led martyriet: "Tilgiv mig Brødre, men I må ikke hindre mig i at blive født til Livet - I må ikke tilstræbe min Død... Lad mig nå frem til det rene Lys - først så bliver jeg rigtigt Menneske. Lad mig dog få Lov til at efterligne min Guds lidelse".