95.
Kirkens lære, og især den fasthed, hvormed den forsvarer den
universelle og permanente gyldighed af påbud, der forbyder handlinger,
der er onde i sig selv, betragtes ikke så sjældent som tegn
på en utålelig uforsonlighed, især i betragtning af de enormt
komplekse og konflikt-ladede situationer, der i vore dage findes i personers og
samfunds sande og gode liv; denne uforsonlighed siges at være i modstrid
med kirkens moderskab. Man hører, at kirken mangler forståelse og
barmhjertighed. Men kirkens moderskab kan faktisk aldrig skilles fra dens
opgave som lærer, som den altid må udføre som Kristi
trofaste brud, og Kristus er sandheden i egen person. "Som lærer
bliver den aldrig træt af at forkynde den moralske norm... Denne norm er
ikke skabt af kirken og ikke overladt til dens forgodtbefindende. I lydighed
mod den sandhed, som Kristus er, og som genspejles i den menneskelige persons
natur og værdighed, tolker kirken den moralske norm og forelægger
den for alle mennesker af god vilje uden at skjule dens krav om radikalitet og
fuldkommenhed".
Faktisk
må ægte forståelse og barmhjertighed betyde kærlighed
til personen, til dennes sande gode og autentiske frihed. Og dette opnås
bestemt ikke ved at skjule eller svække den etiske sandhed, men snarere
ved at fremstille den i dens dybeste betydning, som en udgydelse af Guds evige
visdom, som vi har modtaget i Kristus, og som en tjeneste over for mennesket,
til dets friheds vækst og til opnåelsen af dets lykke.
Alligevel
kan en klar og fyndig fremstilling af den etiske sandhed aldrig adskilles fra
en dyb og oprigtig respekt, der bygger på den tålmodige og
tillidsfulde kærlighed, som mennesket altid trænger til på
dets etiske vej, der ofte er trættende på grund af vanskeligheder,
svaghed og smertelige situationer. Kirken kan aldrig give afkald på
"sandheds- og pålidelighedsprincippet, hvorfor den ikke kan gå
med til at kalde godt for ondt og ondt for godt"; den må altid vogte
sig for ikke at sønderbryde det knækkede rør eller slukke
den osende væge (sml. Es.42,3). Som Paul VI skrev: "At forkynde
Kristi frelsebringende lære uafkortet er et enestående udtryk for
kærlighed til menneskene; den skal dog altid være forenet med den
tålmodighed og godhed, som Kristus selv viste, da han talte og virkede
her. Han kom ikke for at dømme verden, men for at frelse den; derfor var
han nok streng i sin fordømmelse af synden, men barmhjertig over for
syndere".
|