101.
På det politiske område må det bemærkes, at
sandfærdighed i forholdene mellem dem, der regerer, og dem, der regeres,
åbenhed i offentlig forvaltning, upartiskhed i statens tjeneste, respekt
for politiske modstanderes rettigheder, beskyttelse af anklagedes rettigheder
mod summarisk rettergang og summariske domfældelser, ærlig og
redelig benyttelse af offentlige midler, afvisning af tvivlsomme eller ulovlige
metoder til at opnå, bevare eller forøge magt for enhver pris -
alle disse ting er principper, der primært har deres rod i og faktisk
får deres særlige absolutte nødvendighed fra personens
transcendente værdi og de objektive etiske krav, som statens funktion
stiller. Når disse principper ikke overholdes, svækkes selve
grundlaget for politisk sameksistens, og samfundets liv bringes gradvist i
fare, trues eller er dømt til undergang (sml. Salme 14,3-4; Joh.Åb.18,2-3.
9-24). I vore dage, hvor mange lande har set de ideologier falde, som knyttede
politik til en totalitær opfattelse af verden - marxismen først og
fremmest - er der ikke mindre alvorlig fare for, at den menneskelige persons
fundamentale rettigheder vil blive nægtet, og at de religiøse
længsler, der opstår i ethvert menneskes hjerte, endnu engang vil
blive opslugt af politik. Dette er risikoen ved en forbindelse mellem demokrati
og etisk relativisme, som ville fjerne ethvert sikkert etisk referencepunkt fra
det politiske og sociale liv og på et dybere plan gøre erkendelsen
af sandhed umulig. Ja, "hvis der ikke er nogen højeste sandhed til
at lede og dirigere den politiske aktivitet, så kan ideer og
overbevisninger let blive manipulerede af magthensyn. Som historien viser, kan
et demokrati uden værdier let forvandles til åben eller kun let
skjult totalitarisme".
Således
yder etikken - når den bygger på sandhed og er åben i sandhed
for autentisk frihed - på enhver af det personlige, familiære,
sociale og politiske livs områder, en oprindelig, uerstattelig og
umådelig værdifuld tjeneste ikke blot for det enkelte menneske og
dets vækst i det gode, men også for samfundet og dets ægte
udvikling.
|