Nåde
og lydighed mod Guds lov
102. Selv i
de vanskeligste situationer må mennesket respektere etikkens norm for at
kunne være lydig mod Guds hellige bud og i overensstemmelse med sin egen
værdighed som en person. Naturligvis kræver det at opretholde en
balance mellem frihed og sandhed undertiden usædvanlige ofre og må
opnås for en høj pris: det kan endda medføre martyriet. Men
som almindelig og daglig erfaring viser, er mennesket fristet til at bryde den
balance: "Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det
gør jeg... Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde,
som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom.7,15. 19)
Hvad er i
sidste instans oprindelsen til denne menneskets indre splittelse? Historien om
dets synd begynder, da det ikke længere anerkender Herren som sin Skaber
og selv ønsker at være den, der i fuld uafhængighed
bestemmer, hvad der er godt, og hvad der er ondt. "I bliver som Gud og kan
kende godt og ondt" (1.Mos.3,5): dette var den første fristelse, og
den giver genklang i alle andre fristelser, som mennesket er mere tilbøjelig
til at give efter for som et resultat af det oprindelige syndefald.
Men
fristelser kan overvindes, synder kan undgås, for sammen med budene gav
Herren os muligheden for at holde dem: "Hans øjne er rettet mod
dem, der frygter ham, og han kender nøje alt, hvad et menneske foretager
sig; ingen har han pålagt at handle ugudeligt, og ingen har han givet
frihed til at synde" (Sir.15,19-20). Det kan i bestemte situationer
være vanskeligt, overordentlig vanskeligt, at holde Guds lov, men det er
aldrig umuligt. Dette er kirkens traditions konstante lære, og blev
udtrykt af Tridentinerkoncilet: "Men ingen må, hvor
retfærdiggjort han end måtte være, betragte sig selv som
undtaget fra at overholde budene, eller benytte den ubesindige påstand,
som fædrene har forbudt under trussel om bandlysning, at Guds bud er
umulige at overholde af en, der er retfærdiggjort. For Gud befaler ikke
det umulige, men ved at befale råder han dig til at gøre, hvad du
kan, og til at bede om det, du ikke kan, og han giver dig sin hjælp, så
du kan. Hans bud er ikke tunge (sml. 1.Joh.5,3); hans åg er godt, hans
byrde er let (sml. Matt.11,30)".
|