103.
Foran sig har mennesket altid håbets åndelige horisont, takket
være den guddommelige nådes hjælp og med den menneskelige
friheds medvirken.
Det er i
Jesu frelsende kors, i Helligåndens gave, i sakramenterne, der flyder fra
Forløserens gennemborede side (sml. Joh.19,34), at troende finder
nåden og styrken til altid at holde Guds hellige lov, selv i de tungeste
prøvelser. Som Andreas af Kreta siger, loven selv "blev stimuleret
af nåde og stillet til tjeneste for den i en harmonisk og frugtbar
kombination. Hvert element bevarede sine kendetegn uden forandring eller
sammenblanding. På en guddommelig måde vendte han, hvad der kunne
være byrdefuldt og tyrannisk til, hvad der er let at bære og en
kilde til frihed".
Kun i
Kristi forløsnings mysterium opdager vi menneskets "konkrete"
muligheder. "Det ville være en meget alvorlig fejltagelse at
konkludere... at kirkens lære i alt væsentligt kun er et
"ideal", som så må tilpasses, afpasses, gradueres til
menneskets såkaldte konkrete muligheder efter en "afvejning af de
goder, det drejer sig om". Men hvad er "menneskets konkrete
muligheder"? Og hvilket menneske taler vi om? Om mennesket, der beherskes
af begær, eller om mennesket, der er forløst af Kristus? Det er,
hvad det drejer sig om: Kristi forløsnings virkelighed. Kristus har
forløst os! Dette betyder, at han har givet os muligheden for at
virkeliggøre hele sandheden om vort væsen; han har befriet vor
frihed fra begærets herredømme. Og hvis det forløste
menneske stadigt synder, skyldes det ikke en ufuldkommenhed ved Kristi
forløsende handling, men menneskets vilje til ikke at benytte sig af den
nåde, der udspringer af den handling. Guds bud er naturligvis afpasset
efter menneskets evner; men efter evnerne hos det menneske, som
Helligånden er givet til; til det menneske, som skønt det er
forfaldent til synd, dog altid kan opnå tilgivelse og fryde sig over
Helligåndens nærvær".
|