104. I denne sammenhæng er der taget hensyn både til Guds barmhjertighed over for synden hos det menneske, der omvender sig, og til forståelsen af menneskelig svaghed. En sådan forståelse betyder aldrig at gå på kompromis og forfalske målestokken for godt og ondt for at tilpasse den til de særlige omstændigheder. Det er absolut menneskeligt for synderen at erkende sin svaghed og bede om tilgivelse for sine fejl; hvad, der er uacceptabelt, er holdningen hos et menneske, der gør sin egen svaghed til kriteriet for sandheden om det gode, så det kan føle sig selv-retfærdiggjort uden at være nødt til at tage sin tilflugt til Gud og hans barmhjertighed. En sådan holdning ødelægger etikken i et samfund som helhed, fordi den opmuntrer til tvivl om morallovens objektivitet i almindelighed og til en afvisning af det absolutte i etiske forbud med hensyn til bestemte menneskelige handlinger, og den fører til slut til en sammenblanding af alle værdidomme.

I stedet for burde vi lægge os budskabet fra evangeliets beretning om farisæeren og tolderen (sml. Luk.18,9-14) på sinde. Tolderen har måske haft en vis motivering for de synder, han begik, hvad der kan have formindsket hans ansvar. Men hans bøn dvæler ikke ved sådanne motiver, men derimod ved hans egen uværdighed over for Guds uendelige hellighed: "Gud, vær mig synder nådig" (Luk.18,13). Farisæeren er på den anden side selv-retfærdiggjort og finder en undskyldning for hvert af sine fejltrin. Her møder vi to forskellige holdninger for etisk samvittighed hos mennesket til alle tider. Tolderen repræsenterer en "angrende" samvittighed, der er helt klar over sin egen naturs skrøbelighed og ser i sine egne fejl, hvad end deres subjektive berettigelse kan være, en bekræftelse af dens behov for forløsning. Farisæeren repræsenterer en "selv-tilfredsstillet" samvittighed, der nærer den illusion, at den kan overholde loven uden nådens hjælp, og er overbevist om, at den ikke har brug for barmhjertighed.