105. Alle mennesker må passe meget på ikke at tillade sig selv at blive smittet af farisæerens holdning, der vil forsøge på at eliminere bevidstheden om ens egne begrænsninger og ens egen synd. I vore dage kommer denne holdning især til udtryk i forsøget på at tilpasse den etiske norm til ens egne evner og personlige interesser og endda i afvisningen af selv ideen om en norm. På den anden side vækker det at acceptere "misforholdet" mellem loven og menneskelig formåen (det vil sige de etiske kræfters formåen hos det menneske, der er overladt til sig selv) længslen efter nåde og forbereder én til at modtage den. "Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" spørger apostlen Paulus. Og i et udbrud af glæde og taknemlighed svarer han: "Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!" (Rom.7,24-25).

Vi finder den samme erfaring i den efterfølgende bøn af Ambrosius af Milano: "Hvad er mennesket da, hvis du ikke besøger det? Husk, Herre, at du har skabt mig som en, der er svag, at du dannede mig af støv. Hvordan kan jeg holde mig oprejst, hvis du ikke bestandigt ser på mig for at styrke dette ler, så at min styrke kan vokse frem fra dit åsyn? Du skjuler dit ansigt, og de forfærdes (Salme 104,29): ve mig, hvis du vender dig for at se på mig! Du kan ikke se andet i mig end pletten af mine forbrydelser; der er ingen fordel hverken ved at blive forladt eller ved at blive set, for når vi bliver set, krænker vi dig. Alligevel kan vi forestille os, at Gud ikke afviser dem, han ser, fordi han renser dem, han ser på. Foran ham brænder en ild, der er i stand til at fortære vor skyld (sml. Joel 2,3)".