Etik
og nyevangelisering
106.
Evangelisering er den stærkeste og mest betagende udfordring, som kirken
er blevet stillet overfor lige fra dens første begyndelse. Faktisk
kommer denne udfordring ikke så meget fra det sociale og kulturelle
miljø, som den møder i historiens løb, som fra den
opstandne Kristi befaling, som forklarer selve grunden til, at kirken
eksisterer: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele
skabningen" (Mark.16,15).
Imidlertid
er den nuværende tid, i hvert fald for mange mennesker, i stedet for
præget af en stærk udfordring til at foretage en
"nyevangelisering", en forkyndelse af evangeliet, der altid er nyt og
altid bringer noget nyt, en evangelisering, som må være "ny i
sin glød, sine metoder og sine udtryk". Afkristningen, der hviler
tungt på hele folkeslag og samfund, der engang var rige på tro og
kristent liv, indbefatter ikke blot tabet af tro eller i hvert fald, at den
bliver irrelevant i dagliglivet, men også, og nødvendigvis, en
tilbagegang eller tilsløring af den etiske sans. Dette sker både
som følge af en mistet bevidsthed om evangeliets etiks originalitet og
som et resultat af en formørkelse af selve de fundamentale principper og
etiske værdier. I dag optræder udbredte tendenser til subjektivisme,
utilitarisme og relativisme ikke blot som pragmatiske holdninger eller
adfærdsmønstre, men snarere som indstillinger, der har et
teoretisk fundament og hævder fuld kulturel og social berettigelse.
|