107.
Evangelisering - og derfor "nyevangelisering" - indbefatter
også forkyndelsen og forelæggelsen af etik. Jesus selv kaldte,
også når han prædikede Guds rige og dets frelsende
kærlighed, mennesker til tro og omvendelse (sml. Mark.1,15). Og da Peter
sammen med de andre apostle forkyndte, at Jesus fra Nazaret var opstået
fra de døde, talte han om et liv, der skulle leves, om en
"vej", der skulle følges af dem, der vil være den
opstandnes disciple (sml. Ap.G.2,37-41; 3,17-20).
Nyevangeliseringen
vil, ganske ligesom når den forkynder troens sandhed, og endnu mere
når den fremstiller den kristne etiks grundlag og indhold, vise sin
ægthed og slippe al sin missionerende kraft løs, når den
udføres ved at skænke ikke blot det forkyndte ord, men også
det levede ord. Især udgør det liv i hellighed, som ydmygt og ofte
upåagtet udstråler fra så mange af Guds folks medlemmer, den
enkleste og mest tiltrækkende metode til på samme tid at erkende
sandhedens skønhed, Guds kærligheds befriende kraft og
værdien af ubetinget troskab over for alle Guds lovs krav, selv i de
vanskeligste situationer. Af denne grund har kirken som en viis
morallærer altid opfordret de troende til i helgenerne og frem for alt i
Guds Jomfrumoder, som er "fuld af nåde" og "helt
hellig", at søge og finde det forbillede den styrke og den
glæde, der er nødvendig for at leve i overensstemmelse med Guds
bud og evangeliets saligprisninger.
Helgenernes
liv er som en genspejling af Guds godhed -han som "alene er god" -
ikke blot en ægte bekendelse af tro og en opflammende tilskyndelse til at
dele den med andre, men også en forherligelse af Gud og hans uendelige
hellighed. Livet i hellighed udtrykker og virkeliggør således det
trefoldige og ene munus propheticum, sacerdotale et regale, som enhver kristen
modtager som en gave ved i dåben at blive genfødt "af vand og
ånd" (Joh.3,5). Den kristnes sande og gode liv har værdi som
en "åndelig gudstjeneste" (Rom.12,1; Fil.3,3), der flyder fra
og næres af den Guds helligheds og herligheds uudtømmelige kilde,
og forherligelse, som findes i sakramenterne, især i eukaristien: ved at
deltage i korsofferet, har den kristne del i Kristi selvopofrende
kærlighed og er i stand til og forpligtet til at praktisere denne samme
kærlighed i alle sin tanker og gerninger. I det sande og gode liv bliver
den kristnes kongelige tjeneste også gjort tydelig og virksom: jo mere
man ved nådens hjælp adlyder Helligåndens nye lov, jo mere
vokser man i den frihed, som man er kaldet til i tjenesten for sandhed,
kærlighed og retfærdighed.
|