108.
I centrum af nyevangeliseringen og af det nye sande og gode liv, som den
foreslår og vækker ved sin helligheds og missionerende ivers
frugter, er Kristi Ånd, den hellige Moders, kirkens, frugtbarheds princip
og styrke. Som pave Paul VI mindede os om: "Uden Helligåndens virken
vil det aldrig være muligt at forkynde evangeliet". Når Jesu
Ånd modtages i den troendes ydmyge og lydige hjerte, får den det
kristne sande og gode liv og vidnesbyrdet om hellighed til at blomstre midt
blandt den store mangfoldighed af kald, gaver, ansvar, betingelser og livssituationer.
Som Novatian engang påpegede, idet han her udtrykte kirkens autentiske
tro, er det Helligånden, "som bekræftede disciplenes hjerter
og tanker, som åbenbarede evangeliets mysterier, som udgød
oplysningen om guddommelige ting over dem. Styrkede af hans gave frygtede de
hverken fængsler eller lænker for Herrens navns skyld; ja, de
trådte endda denne verdens magter og pinsler under fode, bevæbnede
og styrkede af ham havde de i sig selv de gaver, som den samme Ånd
skænker og som juveler giver til kirken, Kristi brud. Det er faktisk ham,
der vækker profeter i kirken, vejleder lærere, styrer tunger,
udvirker tegn og helbredelser, udretter undere, muliggør skelnen af
ånder, overdrager ledelse, giver råd, uddeler og bringer alle andre
karismatiske gaver i samklang. På denne måde fuldender og
fuldkommengør han Herrens kirke alle vegne og i alle ting".
I den
levende sammenhæng med denne nyevangelisering, der har til hensigt at
frembringe og nære "den tro, der er virksom i kærlighed"
(sml. Gal.5,6), og i forbindelse med Helligåndens gerning kan vi nu
forstå, hvilken plads stadig teologisk overvejelse af det sande og gode
liv indtager i kirken, de troendes fællesskab. Vi kan på samme
måde tale om den opgave og det ansvar, der sømmer sig for
moralteologer.
|