Moralteologernes
tjeneste
109. Hele
kirken er kaldet til evangelisering og til at vidne om et liv i tro, fordi den
har fået del i Herren Jesu munus propheticum ved at have fået
skænket hans Ånd. Takket være sandhedens Ånds stadige
nærvær i kirken (sml. Joh.14,16-17), er det således, at
"det troende folk som helhed, salvet af Den Hellige (sml. 1.Joh.2,20.27),
kan ikke fare vild i sin tro. Denne specielle egenskab giver sig til kende
gennem hele folkets overnaturlige trosinstinkt, når det "fra biskopperne
til de yderste rækker i det troende lægfolk", fremviser en
enstemmig tilslutning i tros- og moralspørgsmål".
For at
udføre sin profetiske opgave må kirken stadig genopvække
eller "genopflamme" sit eget trosliv (sml. 2.Tim.1,6) især
gennem en dybere og dybere overvejelse under Helligåndens vejledning af
selve troens indhold. Teologens "kald" i kirken er specielt til
tjeneste for denne "troende indsats for at forstå troen". Som
instruktionen Donum Veritatis lærer: "Teologens kald er et af de
kald, som Ånden vækker i kirken. Det er teologens opgave på
en særlig måde at stræbe efter en dybere og dybere
forståelse af Guds ord, som findes i de inspirerede Skrifter og er
videregivet af kirkens levende Tradition. Dette gør teologen i fællesskab
med læreembedet, som har fået pålagt ansvaret med at bevare
troens skat. Ifølge sit væsen appellerer troen til fornuften,
fordi den åbenbarer menneskets sande bestemmelse for det, og hvordan det
skal opnå den. Åbenbaret sandhed overstiger bestemt, hvad vi kan
beskrive. Al vor erkendelse kommer til kort over for dens i sidste instans
ufattelige storhed (sml. Ef.3,19). Ikke desto mindre drager den
åbenbarede sandhed fornuften - Guds gave der er indrettet til tilegnelsen
af sandhed - til at træde ind i dens lys og derved til en vis grad komme til
at forstå, hvad den har troet. Teologien reagerer på sandhedens
indbydelse, når den forsøger at forstå troen. Derved
hjælper den Guds folk til at opfylde apostlens befaling (sml. 1.Pet.3,15)
om at gøre regnskab for deres håb over for dem, der kræver
det".
Det er
fundamentalt for at definere selve teologiens identitet og følgelig for
teologien at udføre sin rette opgave, at erkende dens dybe og
livsvigtige forbindelse med kirken, dens mysterium, dens liv og dens sendelse.
"Teologi er en kirkelig videnskab, fordi den vokser i kirken og
beskæftiger sig med kirken... Den er til tjeneste for kirken og
bør derfor føle, at den selv er aktivt involveret i kirkens
sendelse, især i dens profetiske sendelse". På grund af selve
sit væsen og sine fremgangsmåder kan ægte teologi kun trives
og udvikles gennem en engageret og ansvarlig deltagelse i og
"høren-til" kirken som et "trosfællesskab".
Til gengæld bliver resultaterne af teologisk forskning og dybere indsigt
en kilde til berigelse for kirken og dens trosliv.
|