110.
Alt, hvad der er blevet sagt om teologi i almindelighed, kan og skal også
siges om moralteologi, betragtet i dens særlige betydning som en
videnskabelig overvejelse over evangeliet som et nyt livs gave og bud, en
overvejelse over livet, som "forkynder sandheden i kærlighed"
(sml. Ef.4,15) og over kirkens liv i hellighed, hvori sandheden om det gode
bragt til dets fuldkommenhed skinner frem. Kirkens læreembede griber ikke
kun ind på troens område, men også, og uadskilleligt dermed,
på etikkens område. Det er dets opgave "ved hjælp af
vurderinger, der er normative for de troendes samvittighed, at opdage de
handlinger, der i sig selv er i overensstemmelse med troens krav og virke for,
at de kommer til udtryk i livet, og dem der modsat, fordi de er onde i sig
selv, er uforenelige med sådanne krav". Ved at forkynde Guds bud og
Kristi kærlighed lærer kirkens læreembede også de
troende bestemte særlige påbud og forlanger, at de i deres
samvittighed betragter dem som etisk forpligtende. Samtidig udfører
læreembedet et vigtigt overvågningsarbejde ved at advare de troende
om tilstedeværelsen af mulige vildfarelser, også selv om de kun er
implicitte, når de troendes samvittighed ikke anerkender rigtigheden og
sandheden af de etiske normer, som læreembedet lærer.
Dette er
stedet til at overveje den særlige opgave, som alle de har, som med
mandat fra deres lovlige hyrder underviser i moralteologi ved
præsteseminarier og teologiske fakulteter. De har den alvorlige pligt at
belære de troende - især fremtidige præster - om alle de bud
og praktiske normer, som autoritativt er forkyndt af kirken. Samtidig med at de
erkender de mulige begrænsninger i de menneskelige argumenter, der
anvendes af læreembedet, er moralteologer kaldet til at udvikle en dybere
forståelse af de grunde, der ligger til grund for dets lære og til
at forklare gyldigheden og den obligatoriske beskaffenhed af de påbud,
det fremsætter, idet de påviser deres indbyrdes sammenhæng og
deres forbindelse med menneskets sidste mål. Moralteologer skal
fremstille kirkens lære og i udøvelsen af deres tjeneste give
eksemplet på et loyalt samtykke, både i det indre og det ydre, over
for læreembedets lære både på dogmernes og etikkens
områder. Når teologer arbejder sammen i fællesskab med det
hierarkiske læreembede, vil de være dybt engageret i stadigt mere
fuldt og helt at klarlægge de bibelske grundlag, den etiske betydning og
de antropologiske anliggender, der ligger til grund for morallæren og det
menneskesyn, som kirken fremlægger.
|