113.
Undervisning i morallære indbefatter den bevidste accept af disse
intellektuelle, åndelige og pastorale ansvar. Moralteologer, der har
påtaget sig opgaven med at undervise i kirkens lære, har
således en alvorlig pligt til at opøve den troende til at foretage
denne etiske skelnen, til at være forpligtet over for det sande gode og
til tillidsfuldt at tage sin tilflugt til Guds nåde.
Mens
meningsudvekslinger og meningskonflikter kan være normale udtryk for
offentligt liv i et repræsentativt demokrati, kan morallære bestemt
ikke afhænge kun af respekt for en proces: den fastsættes jo
på ingen måde ved at følge de regler og velovervejede
procedurer, der er typiske for et demokrati. Dissens, i form af omhyggeligt organiserede
protester og polemikker, der føres i medierne, er i modstrid med det
kirkelige fællesskab og med en rigtig forståelse af Guds folks
hierarkiske forfatning. Modstand mod kirkens hyrders lære kan ikke
betragtes som et legitimt udtryk hverken for kristen frihed eller for
mangfoldigheden af Åndens gaver. Når dette sker, er det kirkens
hyrders opgave at handle i overensstemmelse med deres apostolske sendelse, idet
de insisterer på, at de troendes ret til at modtage den katolske lære
i dens renhed og helhed altid skal respekteres. "Uden at glemme, at
også han eller hun er et medlem af Guds folk, må teologen have
respekt for dem og føle sig forpligtet til at give dem en undervisning,
der på ingen måde skader troslæren".
|