117. I enhver kristens hjerte, i enhver persons inderste, lyder der altid et ekko af det spørgsmål, som den unge mand i evangeliet engang stillede Jesus: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" (Matt.19,16). Imidlertid er enhver nødt til at stille dette spørgsmål til den "gode Mester", fordi han er den eneste, der kan besvare det i fuld sandhed i alle situationer, i de mest forskellige omstændigheder. Og når kristne stiller ham det spørgsmål, der vokser frem af deres samvittighed, svarer Herren med ordene fra den nye pagt, der er blevet betroet til hans kirke. Som apostlen Paulus sagde om sig selv, er vi blevet sendt "for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive tom tale" (1.Kor.1,17). Kirkens svar på menneskets spørgsmål indeholder Kristi, den korsfæstedes, visdom og magt, den sandhed, der skænker sig selv.

Når mennesker stiller kirken de spørgsmål, der er rejst af deres samvittighed, når de troende i kirken vender sig til deres biskopper og hyrder, lyder i kirkens svar Jesu Kristi stemme, sandhedens ord om ondt og godt. I de ord, der udtales af kirken, lyder der i menneskers inderste væsen en genklang af Guds stemme, og Gud er den, der alene "er den gode" (sml. Matt.19,17), der alene "er kærlighed" (1.Joh.4,8.16).

Ved Helligåndens salvelse bliver dette blide, men krævende ord lys og liv for mennesket. Atter opfordrer apostlen Paulus os til at have tillid, for "at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens... "Herren" er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er" (2.Kor.3,5-6.17-18).