119.
Sådan er den kristne tros trøsterige vished, kilden til dens dybe
menneskelighed og overordentlige enkelhed. Somme tider kan det i diskussioner
om nye og komplekse etiske problemer synes, at kristen etik i sig selv er for
krævende, for vanskelig at forstå og næsten umulig at
praktisere. Dette er ikke sandt, for kristen etik består i evangeliets
enkelhed i at følge Kristus, i at overgive sig selv til ham, i at lade
sig blive forvandlet af hans nåde og fornyet af hans barmhjertighed,
gaver som kommer til os i kirkens levende fællesskab. Augustin minder os
om, at "de, der vil leve, har et sted at leve, og har alt, hvad der er
nødvendigt for at leve. Lad dem komme nær, lad dem tro, lad dem
blive del af det legeme, for at de kan have liv. Lad dem ikke vige tilbage for
dets medlemmers enhed".182 Ved Helligåndens oplysning kan det
levende hovedindhold af den kristne etik forstås af enhver, selv af den
mindst lærde, men især af dem, der er i stand til at bevare et
"udelt hjerte" (sml. Salme 86,11). På den anden side undtager
den evangeliske enkelhed én ikke fra at møde virkeligheden i dens
kompleksitet; tværtimod kan den føre til en mere ægte
forståelse af virkelighed, fordi efterfølgelse af Kristus gradvis
vil fremhæve den særlige beskaffenhed af ægte kristen etik,
samtidig med at give den nødvendige vitale energi til at
virkeliggøre den. Det er kirkens læreembedes opgave at
sørge for, at den dynamiske proces med at følge Kristus udvikles
på en organisk måde uden fornægtelse eller tilsløring
af dens etiske krav med alle deres konsekvenser. Den, der elsker Kristus,
holder hans bud (sml. Joh.14,15).
|