10.
Kirken, som er undervist af Mesterens ord, tror, at mennesket, som er skabt i
Skaberens billede, som er forløst ved Kristi blod og helliggjort ved
Helligåndens nærvær, har som sit livs højeste
mål at leve "til Guds herligheds pris" (sml. Ef.1,12), idet det
stræber efter i hver af sine handlinger at genspejle den herligheds
stråleglans. "Vid da, o skønne sjæl, at du er Guds
billede", skriver Ambrosius. "Vid, at du er "Guds billede og
afglans" (l.Kor.11,7). Hør, hvordan du er hans afglans. Profeten siger: Din viden er blevet mig
for underfuld (sml. Salme 139,6). Det vil sige, i mit arbejde er din
majestæt blevet mere underfuld; i menneskers råd lovprises din
visdom. Når jeg betragter mig selv, som jeg er kendt for dig i mine
hemmelige tanker og dybeste følelser, åbenbares din videns
mysterium for mig. Erkend derfor, o menneske, din storhed og vær
årvågen".
Hvad mennesket
er, og hvad det skal gøre, bliver klart, så snart Gud
åbenbarer sig. Dekalogen bygger på disse ord: "Jeg er Herren
din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset"
(2.Mos.20,2-3). I de "ti bud" i pagten med Israel og i hele loven
giver Gud sig til kende og erkendes som den, der "alene er god"; den
Ene, som trods menneskets synd vedbliver med at være "modellen"
for den etiske handling i overensstemmelse med hans bud: "I skal
være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig" (3.Mos.19,2);
som den Ene, der trofast mod sin kærlighed til mennesket, giver han det
sin lov (sml. 2.Mos.19,9-24 og 20,18-21) for at genoprette menneskets
oprindelige og fredelige harmoni med Skaberen og med hele skabningen, og, mere
endnu, drage det ind i sin guddommelige kærlighed: "Jeg vil vandre
midt iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer, og jeg vil være jeres Gud,
og I skal være mit folk" (3.Mos.26,12).
Det sande og gode
liv viser sig det som svar, der er passende på grund af de mange
frivillige initiativer, Gud har taget af kærlighed til mennesket. Det er
et kærlighedens svar i overensstemmelse med, hvad der siges i 5. Mosebog
om det grundlæggende bud: "Hør, Israel, Herren vor Gud,
Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og
af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler
dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine
sønner" (5.Mos.6,4-7). Således er det etiske liv, der er
indhyllet i Guds uforskyldte kærlighed, kaldet til at genspejle hans
herlighed. "For dem, der elsker Gud, er det nok at være velbehagelig
for den, de elsker; for der bør ikke søges nogen større
belønning end kærligheden selv, kærligheden er faktisk af
Gud på en sådan måde, så Gud selv er
kærlighed".
|