11.
Den konstatering, at "kun én er god", bringer os således
tilbage til budenes "første tavle" med de bud, som kalder os
til at anerkende Gud som alles Herre og til at tilbede ham alene for hans
uendelige hellighed (sml. 2.Mos.20,2-11). Det gode er at tilhøre Gud,
adlyde ham, vandre ydmygt med ham ved at handle retfærdigt og i trofast
kærlighed (sml.Mik. 6,8). At anerkende Herren som Gud er selve kernen i loven, er dens hjerte,
hvorfra de enkelte bud udledes, og som de er henordnet til. I budenes etik
gøres den kendsgerning klar, at Israels folk tilhører Herren,
fordi Gud alene er den, der er god. Sådan er Den hellige Skrifts vidnesbyrd,
som på hver af dens sider er gennemtrængt af en levende opfattelse
af Guds absolutte hellighed: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers
Herre" (Es.6,3).
Men hvis Gud
alene er den gode, kan det ikke ved nogen menneskelig anstrengelse, end ikke
ved den strengeste overholdelse af budene, lykkes at "opfylde" loven,
det vil sige anerkende Herren som Gud og vise ham den tilbedelse, der tilkommer
ham alene (sml. Matt.4,10). Denne "opfyldelse" kan kun komme fra en
Guds gave: tilbudet om at få del i den guddommelig godhed, der er
åbenbaret og videregivet i Jesus, ham, som den unge mand henvender sig
til med ordene "Gode Mester" (Mark.10,17; Luk.18,18). Hvad den unge
mand nu måske kun uklart opfatter, vil til sidst blive helt
åbenbaret for ham af Jesus selv i indbydelsen: "Kom... og
følg mig" (Matt.19, 21).
|