14. Dette betyder bestemt ikke, at Kristus ønsker at sætte kærligheden til næsten over eller endda skille den fra kærligheden til Gud. Dette er indlysende ud fra hans samtale med den lovkyndige, der stillede ham et spørgsmål, der meget lignede det, den unge mand stillede. Jesus henviser ham til de to bud om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten (sml. Luk.10,25-27), og minder ham om, at kun ved at overholde dem, vil han få evigt liv: "Gør det, så skal du leve" (Luk.10,28). Ikke desto mindre er det tydeligt, at det er netop det andet af disse bud, der vækker den lovkyndiges nysgerrighed, og han spørger ham: "Hvem er så min næste?" Mesteren svarer med lignelsen om den gode samaritaner, som er afgørende for den fulde forståelse af budet om kærlighed til næsten (sml. Luk.10, 30-37).

Disse to bud, hvorpå "hele loven og profeterne" hviler (sml.Matt. 22,40) er tæt forbundet og indbyrdes beslægtede. Deres uadskillelige enhed bevidnes af Kristus i hans ord og i selve hans liv: hans sendelse kulminerer i vor forløsnings kors (sml. Joh.3,14-15), tegnet på hans udelelige kærlighed til Faderen og til menneskeheden (sml. Joh.13,1).

Både Det gamle og Det nye Testamente hævder udtrykkelig, at uden kærlighed til næsten, som konkretiseres i at holde budene, er ægte kærlighed til Gud ikke mulig. Johannes udtrykker dette meget stærkt: "Hvis nogen siger, "Jeg elsker Gud", men hader sin broder, er han en løgner, for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (1.Joh.4,20). Evangelisten gentager Kristi etiske formaning, der udtrykkes på en vidunderlig og utvetydig måde i lignelsen om den gode samaritaner (sml. Luk.10,30-37) og i hans ord om verdensdommen (sml. Matt.25,31-46)