14.
Dette betyder bestemt ikke, at Kristus ønsker at sætte
kærligheden til næsten over eller endda skille den fra
kærligheden til Gud. Dette
er indlysende ud fra hans samtale med den lovkyndige, der stillede ham et
spørgsmål, der meget lignede det, den unge mand stillede. Jesus henviser ham til de to bud om
kærlighed til Gud og kærlighed til næsten (sml.
Luk.10,25-27), og minder ham om, at kun ved at overholde dem, vil han få
evigt liv: "Gør det, så skal du leve" (Luk.10,28). Ikke
desto mindre er det tydeligt, at det er netop det andet af disse bud, der
vækker den lovkyndiges nysgerrighed, og han spørger ham:
"Hvem er så min næste?" Mesteren svarer med lignelsen om
den gode samaritaner, som er afgørende for den fulde forståelse af
budet om kærlighed til næsten (sml. Luk.10, 30-37).
Disse to
bud, hvorpå "hele loven og profeterne" hviler (sml.Matt. 22,40)
er tæt forbundet og indbyrdes beslægtede. Deres uadskillelige enhed
bevidnes af Kristus i hans ord og i selve hans liv: hans sendelse kulminerer i
vor forløsnings kors (sml. Joh.3,14-15), tegnet på hans udelelige
kærlighed til Faderen og til menneskeheden (sml. Joh.13,1).
Både
Det gamle og Det nye Testamente hævder udtrykkelig, at uden
kærlighed til næsten, som konkretiseres i at holde budene, er
ægte kærlighed til Gud ikke mulig. Johannes udtrykker dette meget
stærkt: "Hvis nogen siger, "Jeg elsker Gud", men hader sin
broder, er han en løgner, for den, der ikke elsker sin broder, som han
har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (1.Joh.4,20). Evangelisten gentager Kristi etiske
formaning, der udtrykkes på en vidunderlig og utvetydig måde i
lignelsen om den gode samaritaner (sml. Luk.10,30-37) og i hans ord om verdensdommen
(sml. Matt.25,31-46)
|