15.
I "Bjergprædikenen", evangeliets etiske magna charta, siger
Jesus "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde,
men for at opfylde" (Matt.5,17). Kristus er nøglen til Den hellige Skrift: "I gransker
skrifterne...; og netop de vidner om mig" (Joh.5,39). Kristus er
midtpunktet i frelsesøkonomien, resumeet af Det gamle og Det nye
Testamente, af lovens løfter og af deres opfyldelse i evangeliet; han er
den levende og evige forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Som en
kommentar til Paulus' udtalelse, at "Kristus er enden på loven"
(Rom.10,4), skriver Ambrosius: "enden ikke i betydningen af en mangel ved
loven, men i betydningen af lovens fylde: en fylde, som er opnået i
Kristus (plenitudo legis in Christo est), for han kom ikke for at ophæve
loven, men for at bringe den til opfyldelse. På samme måde, som der
findes Det gamle Testamente, men al sandhed er i Det nye Testamente,
sådan er det med loven: hvad der var givet gennem Moses er et billede
på den sande lov. Derfor er Moseloven et billede af sandheden".
Jesus bringer
Guds bud til opfyldelse, især budet om kærlighed til næsten,
ved at inderliggøre deres krav og ved at få deres mest radikale
mening frem. Kærlighed til næsten udspringer fra et kærligt
hjerte, som, netop fordi det elsker, er rede til at praktisere de
højeste krav i livet. Jesus viser, at budene ikke må opfattes som
en minimumsgrænse, som ikke må overskrides, men snarere som en vej,
der indbefatter en etisk og åndelig færd mod den fuldkommenhed,
hvis inderste er kærlighed (sml. Kol.3,14). Således bliver budet
"Du må ikke begå drab" til et kald til en opmærksom
kærlighed, som forsvarer og fremmer næstens liv. Det bud, der
forbyder ægteskabsbrud, bliver en opfordring til at betragte andre
på en ren måde, i stand til at respektere legemets betydning for
ægteskabet: "I har hørt, at der er sagt til de gamle,
"Du må ikke begå drab", og, "Den, der begår
drab, skal kendes skyldig af domstolen." Men jeg siger jer: Enhver, som
bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen... I har
hørt, at der er sagt, "Du må ikke bryde et
ægteskab". Men jeg siger jer, "Enhver, som kaster et lystent blik
på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med
hende i sit hjerte"" (Matt.5,21-22.27-28). Jesus selv er den levende
"opfyldelse" af loven, fordi han opfylder dens virkelige mening ved
at give sig selv totalt: han selv bliver en levende og personlig lov, som
indbyder mennesker til at følge ham; gennem Ånden giver han
nåden til at dele hans eget liv og kærlighed og giver styrken til
at vidne om den kærlighed i personlige valg og handlinger (sml.
Joh.13,34-35).
|