"Vil du være fuldkommen" (Matt.19,21)

16. Det svar, han får om budene, tilfredsstiller ikke den unge mand, som stiller Jesus endnu et spørgsmål: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" (Matt.19,20). Det er ikke let med god samvittighed at sige "Det har jeg holdt alt sammen", hvis man har nogen forståelse af den virkelige mening med de krav, der indeholdes i Guds lov. Og alligevel, selv om har er i stand til at give dette svar, selv om han har fulgt morallæren* meget nøje og helhjertet fra barndommen af, så ved den unge mand, at han stadig er langt fra målet; over for Jesu person indser han, at han stadig mangler noget. Det er til hans bevidsthed om denne utilstrækkelighed, at Jesus henvender sig i sit sidste svar. I bevidsthed om, at den unge mands længsel efter noget større, som ville overskride en legalistisk tolkning af budene, indbyder Den gode Mester ham til at slå ind på fuldkommenhedens vej. "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig" (Matt.19,21).

Ligesom den tidligere del af Jesu svar, må denne del også læses og tolkes i sammenhæng med hele evangeliets etiske budskab og især i sammenhæng med Bjergprædikenen, med saligprisningerne (sml. Matt.5,3-12), hvoraf den første netop er saligprisningen af de fattige, "de fattige i ånden", som Mattæus forklarer (Matt.5,3), de sagtmodige. I denne forstand kan det siges, at saligprisningerne også er relevante i forbindelse med det svar, som Jesus giver på den unge mands spørgsmål: "Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?" Faktisk lover hver af saligprisningerne ud fra et særligt synspunkt netop det meget "gode", som åbner mennesket for evigt liv, og jo er evigt liv.

Saligprisningerne drejer sig ikke specielt om bestemte særlige adfærdsregler. De taler derimod om grundlæggende holdninger og tilbøjeligheder i livet, og derfor falder de ikke nøjagtigt sammen med budene. På den anden side er der ikke nogen adskillelse eller modsætning mellem saligprisningerne og budene: begge henviser til det gode, til evigt liv. Bjergprædikenen begynder med forkyndelsen af saligprisningerne, men henviser også til budene (sml. Matt.5,20-48). Samtidig viser Bjergprædikenen budenes uforbeholdenhed og deres orientering mod den fuldkommenheds horisont, der svarer til saligprisningerne. Disse er først og fremmest løfter, hvorfra der også indirekte udgår normative anvisninger for det etiske liv. I deres originalitet og dybde er de en slags selvportræt af Kristus og netop af denne grund indbydelser til at blive Kristi discipel og til livsfællesskab med ham.