17.
Vi ved ikke, hvor tydeligt den unge mand i evangeliet forstod den dybe og
udfordrende betydning af Jesu første svar: "Vil du indgå til
livet, så hold budene". Men det er sikkert, at den unge mands iver
for at respektere alle budenes etiske krav er det absolut nødvendige
grundlag, hvori ønsket om fuldkommenhed kan fæste rod og modne,
ønsket om, at betydningen af budene kan blive helt opfyldt i
efterfølgelse af Kristus. Jesu samtale med den unge mand hjælper
os til at forstå betingelserne for den etiske modning af mennesket, der
er kaldet til fuldkommenhed: den unge mand, der har overholdt alle budene,
viser, at han er ude af stand til alene af sig selv at tage det næste
skridt. For at gøre det, kræves der moden menneskelig frihed
("Vil du være fuldkommen") og Guds nådegave ("Kom
så og følg mig").
Fuldkommenhed
kræver den modenhed til at give-sig-selv, som menneskelig frihed er
kaldet til. Jesus viser den unge mand, at budene er den første og
absolut nødvendige betingelse for at få evigt liv; på den
anden side fremlægges for den unge mand det at opgive alt, hvad han ejer,
og følge Herren, som en indbydelse: "Vil du...". Disse Jesu
ord åbenbarer den særlige dynamik i frihedens vækst til modenhed,
og samtidig vidner de om det fundamentale forhold mellem frihed og guddommelig
lov. Menneskelig frihed og Guds lov er ikke i modsætning til hinanden,
tværtimod, de henviser til hinanden. Kristi efterfølgere ved, at
hans kald er til frihed. "Brødre,
I blev kaldet til frihed" (Gal.5,13) forkynder Paulus med glæde og
stolthed. Men han tilføjer straks: "Brug blot ikke friheden som
påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed"
(sammesteds). Den fasthed, hvormed Paulus modsætter sig dem, der mener, at
de er retfærdiggjorte ved loven, har intet at gøre med menneskets
"befrielse" fra påbud. Tværtimod, disse hjælper til
udøvelsen af kærlighed: "for den, der elsker andre, har
opfyldt loven. Budene, "Du må ikke bryde et ægteskab; du må
ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke
begære," og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette
bud, "Du skal elske din næste som dig selv" (Rom.13,8-9). Efter
at Augustin har talt om overholdelse af budene som en slags begyndende,
ufuldkommen frihed, fortsætter han med at sige: "Hvorfor, vil nogen
spørge, er det ikke allerede fuldkomment? ... For i mine lemmer ser jeg
en anden lov, der er i strid med min fornufts lov" ... til dels frihed,
til dels trældom: endnu ikke fuldkommen frihed, endnu ikke ublandet,
endnu ikke hel, fordi vi endnu ikke er i evigheden. Til dels bibeholder vi vor
svaghed, og til dels har vi opnået frihed. Alle vore synder blev
tilintetgjort i dåben, men følger det heraf, at der ikke forblev
nogen svaghed, efter at uretfærdigheden var tilintetgjort? Hvis der ikke var forblevet noget deraf,
ville vi leve uden synd i dette liv. Men hvem ville vove at sige dette undtagen en, der er stolt, en der er
uværdig til vor befriers barmhjertighed?... Derfor, siden der er
forblevet nogen svaghed i os, vover jeg at sige, at i den udstrækning,
hvori vi tjener Gud, er vi frie, mens i den udstrækning, vi følger
syndens lov, er vi stadigt trælle".
|