18. De, der "lever efter kødet", oplever Guds lov som en byrde og faktisk som en fornægtelse eller i det mindste en begrænsning af deres egen frihed. På den anden side finder de, der drives frem af kærlighed, og som vil "leve i Ånden" (Gal.5,16), og som ønsker at tjene andre, i Guds lov den fundamentale og nødvendige vej til at udøve kærlighed som noget, der frit vælges og leves. De føler virkelig en indre drift - en ægte "nødvendighed" og ikke længere en slags tvang - til ikke at stoppe ved lovens mindste krav, men leve dem "fuldt ud". Dette er stadig en usikker og skrøbelig vej, så længe vi er på jorden, men det er en, der muliggøres af nåden, som gør os i stand til at eje Guds børns fulde frihed (sml. Rom.8,21) og således leve vort etiske liv på en måde, der er vort ophøjede kald, som "sønner i Sønnen" værdigt.

Dette kald til fuldkommen kærlighed er ikke begrænset til en lille udvalgt gruppe. Opfordringen, "gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige", og løftet "så vil du have en skat i himlene", er rettet til alle, fordi de får den fulde mening af budet om næstekærlighed frem, ligesom den opfordring, der følger, "Og kom så og følg mig", er den nye specifikke form for budet om kærlighed til Gud. Begge budene og Jesu opfordring til den rige unge mand står til tjeneste for en eneste og udelelig kærlighed, som spontant stræber mod den fuldkommenhed, hvis mål er Gud alene: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen" (Matt.5,48). I Lukasevangeliet gør Jesus meningen med denne fuldkommenhed endnu tydeligere: "Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" (Luk.6,36)