"For
Gud er alting muligt" (Matt.19,26)
22. Slutningen af
Jesu samtale med den unge mand er meget gribende: "Da den unge mand
hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget
velhavende" (Matt.19,22). Ikke blot den unge mand, men selv disciplene
forbløffes ved Jesu kald til efterfølgelse, hvis krav overstiger
menneskets ønsker og evner: "Da disciplene hørte det, blev
de meget forfærdede og sagde, "Hvem kan så blive
frelst?"" (Matt.19,25). Men Mesteren henviser dem til Guds magt:
"For mennesker er det umuligt; men for Gud er alting muligt"
(Matt.19,26).
I det samme
kapitel i Mattæusevangeliet (19,3-10) afviser Jesus i en tolkning af den
mosaiske lov om ægteskab retten til skilsmisse, idet han henviser til en
"begyndelse", der er mere fundamental og mere autoritativ end
Moseloven: Guds oprindelige plan for menneskeslægten, en plan, som
mennesket efter synden ikke længere kan leve op til: "Det var med
tanken på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer
fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan"
(Matt.19,8). Jesu henvisning til "begyndelsen" forfærder
disciplene, som siger: "Hvis mandens forhold til kvinden er sådan,
er det bedre ikke at gifte sig" (Matt.19,10). Og idet Jesus henviser specielt
til cølibatets karisme "for Himmerigets skyld" (Matt.19.12),
men samtidig fastslår en generel regel, peger han på den nye og
forbavsende mulighed, der er åbnet for mennesket ved Guds nåde.
"Han sagde til dem: "Hvad det går ud på, kan ikke alle
rumme, men kun de, der får det givet"" (Matt.19,11).
At efterligne og
praktisere Kristi kærlighed er ikke muligt for mennesket ved dets egen
kraft alene. Det bliver kun i stand til denne kærlighed i kraft af den
modtagne gave. Således som Herren Jesus modtager sin Fars kærlighed
således formidler han til gengæld frit den kærlighed til sine
disciple: "Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv
i min kærlighed" (Joh.15,9). Kristi gave er hans Ånd, hvis
første "frugt" (sml. Gal.5,22) er kærlighed: "Guds
kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet
os" (Rom.5,5). Augustin spørger: "Er det kærligheden,
som får os til at holde budene, eller er det netop det at holde budene,
som bevirker kærlighed?" Og han svarer: "Men hvem kan tvivle
om, at kærligheden kommer først? For den, som ikke elsker, har
ingen grund til at holde budene".
|