23. "For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov" (Rom.8,2). Med disse ord opfordrer apostlen Paulus os til i frelseshistoriens perspektiv, der når sin opfyldelse i Kristus, at overveje forholdet mellem loven (den gamle lov) og nåden (den nye lov). Han anerkender lovens pædagogiske funktion, som, idet den gør det syndige menneske i stand til at indse sin egen magtesløshed og befri sig for ideen om sin selvtilstrækkelighed, får det til at bede om og modtage "livet i Ånden". Kun i dette nye liv er det muligt at opfylde Guds bud. Det er jo gennem tro på Kristus, at vi er blevet retfærdiggjort (sml.Rom.3,28); den "retfærdighed", som loven kræver, men ikke kan give, opdager enhver troende, at den åbenbares og skænkes af Herren Jesus. Endnu engang er det Augustin, der beundringsværdigt opsummerer denne paulinske dialektik om lov og nåde: "Loven blev givet, for at nåden skulle søges; og nåden blev givet, for at loven kunne opfyldes".

Kærlighed og liv i overensstemmelse med evangeliet kan ikke først og fremmest opfattes som en slags påbud, fordi det, de kræver, overstiger menneskets evner. De er kun mulige som resultatet af en gave fra Gud, som helbreder, genopretter og forvandler menneskehjertet ved sin nåde: "For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus" (Joh.1,17). Løftet om evigt liv er således knyttet til nådens gave, og Åndens gave, som vi har modtaget, er allerede nu "pantet på vor arv" (Ef.1,14).