26.
I apostlenes morallære finder vi ved siden af formaninger og vejledninger
i forbindelse med specielle historiske og kulturelle situationer en etisk
lære med præcise adfærdsregler. Dette ses i deres breve, der
indeholder tolkningen, udført under Helligåndens vejledning, af
Herrens bud, som de bør praktiseres i forskellige kulturelle
omstændigheder (sml. Rom.12,15; 1.Kor.11-14; Gal.5-6; Ef.4-6; Kol.3-4;
1.Pet. og Jak.). På grund af deres pastorale ansvar for at prædike
evangeliet vågede apostlene fra kirkens første begyndelse over de
kristnes rette opførsel, ganske ligesom de vågede over troens
renhed og videregivelsen af de guddommelige gaver i sakramenterne. De
første kristne, der kom både fra det jødiske folk og fra
ikke-jødiske folk, adskilte sig fra hedningerne ikke blot i deres tro og
deres liturgi, men også i vidnesbyrdet om deres etiske adfærd, som
var inspireret af den nye lov. Kirken er faktisk et både troens og livets fællesskab; dens
leveregel er "tro virksom i kærlighed" (Gal.5,6).
Der må ikke
ske nogen skade på harmonien mellem tro og liv: kirkens enhed skades ikke
kun af kristne, der afviser eller fordrejer troens sandhed, men også af
dem, der lader hånt om de etiske forpligtelser, som de er kaldet til af
evangeliet (sml. 1.Kor.5,9-13). Apostlene afviste bestemt enhver adskillelse
mellem hjertets holdning og de handlinger, som udtrykker eller vidner derom
(sml. 1.Joh.2,3-6). Og lige siden den apostolske tid har kirkens hyrder
utvetydigt fordømt adfærden hos dem, der skabte splittelse ved
deres lære eller ved deres handlinger.
|