27.
Inden for kirkens enhed er arbejdet for at fremme og bevare troen og
morallæren den opgave, som Jesus betroede til apostlene (sml. Matt.28,19-20), en opgave, der
fortsætter i deres efterfølgeres embede. Dette fremgår
tydeligt af den levende Tradition, hvorved - som Det andet Vatikankoncil
lærer - "Alt hvad kirken selv er, alt hvad den tror, fører
den således videre i sin lære, sit liv og sin kultus og overleverer
det til alle slægtled. Denne Tradition, som stammer fra apostlene,
går videre i kirken med Helligåndens bistand". I
Helligånden modtager og videregiver kirken Den hellige Skrift som
vidnesbyrdet om de "store ting", som Gud har gjort i historien (sml.
Luk.1,49); den bekender med sine kirkefædres og kirkelæreres
læber det menneskevordne Ords sandhed, omsætter hans påbud og
kærlighed i praksis i sine helgeners liv og i sine martyrers offer og
fejrer sit håb til ham i liturgien. Gennem netop denne Tradition modtager
kristne "evangeliets levende røst", som det trofaste udtryk
for Guds visdom og vilje.
I Traditionen
udvikles den autentiske tolkning af Herrens lov med Helligåndens bistand.
Den samme Ånd, som er ved begyndelsen til åbenbaringen af Jesu bud
og lære, garanterer, at de vil blive ærbødigt bevaret,
trofast udlagt og rigtigt anvendt til forskellige tider og på forskellige
steder. Denne konstante "omsætning i praksis" af budene er
tegnet på og frugten af en dybere indsigt i åbenbaringen og af en
forståelse i troens lys af nye historiske og kulturelle situationer. Ikke
desto mindre kan den kun bekræfte den stadige gyldighed af
åbenbaringen og følge linien i den tolkning, som den har modtaget gennem
kirkens læres og livs store Tradition, som den er bevidnet af
kirkefædrenes lære, helgenernes liv, kirkens liturgi og
læreembedets lære.
Som koncilet
siger, er det især "til kirkens levende læreembede, hvis
autoritet udøves i Jesu Kristi navn, og til det alene, at opgaven med
autentisk at tolke Guds ord både i Skriften og i Traditionen er blevet
betroet". I sit liv og sin lære er kirken således
åbenbaret som "sandhedens søjle og grundvold"
(1.Tim.3,15), heri indbefattet sandheden om etisk handling. Faktisk "har
kirken altid og overalt retten til at forkynde etiske principper, også
med hensyn til samfundsordnen, og til at bedømme ethvert menneskeligt
anliggende for så vidt som dette kræves af fundamentale
menneskerettigheder og sjælenes frelse".
Netop om de
spørgsmål, der så ofte drøftes i moralteologien i
vore dage, og med hensyn til nye tendenser og teorier, der har udviklet sig,
føler læreembedet i troskab mod Jesus Kristus og i kontinuitet med
kirkens tradition meget stærkt forpligtelsen til at tilbyde sin egen
vurdering og lære for at hjælpe mennesket på dets vandring
mod sandhed og frihed.
|