29.
Kirkens etiske overvejelse, der altid er blevet udført i Kristi, den
"gode Mesters" lys, er altså blevet udviklet i en speciel form
af teologien, som kaldes "moralteologi", en videnskab, der samtidig
med, at den accepterer og studerer den guddommelige åbenbaring, svarer
til den menneskelige fornufts krav. Moralteologi er en overvejelse, der beskæftiger sig med
"moral", med det gode og det onde ved menneskelige handlinger og hos
den person, der udfører dem; i denne forstand er den tilgængelig
for alle mennesker. Men den er også "teologi", for så
vidt som den erkender, at oprindelsen til og målet for etisk handling er
den Ene, som alene "er den gode", og som ved at give sig selv til
mennesket i Kristus, tilbyder det det guddommelige livs lykke.
Det andet
Vatikankoncil opfordrede teologer til at anvende særlig omhu
"på at fuldkommengøre moralteologien, hvis videnskabelige
fremstilling i nøjere forbindelse med Den hellige Skrift endnu skal
belyse det ophøjede i de kristnes kald og deres pligt til i
kærlighed at bære frugt for verdens liv". Koncilet opmuntrede
også teologer ved at sige, at "selv om teologerne skal tage vare
på de metoder og krav, som kendetegner deres videnskab, opfordres de
også til at søge veje til meddelelse af læren, som bedre
svarer til tiden. For en ting er selve troens skat, det vil sige sandheder - en
anden ting den måde, de bliver fremlagt på, når mening og
indhold er konstant". Dette førte til en yderligere opfordring, der
var rettet til alle de troende, men henvendte sig specielt til teologer:
"De troende skal altså leve i mest mulig intim forening med deres
samtid, og de skal forsøge fuldt ud at trænge ind i dens
tænke- og følelsesmåde, sådan som den manifesterer sig
i kulturlivet".
Mange teologers
arbejde, der fandt støtte i koncilets opmuntring, har allerede
båret frugt i interessante og nyttige overvejelser over den troens
sandhed, der skal tros og anvendes i livet, overvejelser, der tilbydes i en
form der er mere egnet til vore samtidiges fornemmelser og
spørgsmål. Kirken og især biskopperne, til hvem Jesus
Kristus først og fremmest betroede læreembedet, anerkender i høj
grad dette arbejde og opmuntrer teologer til at fortsætte deres
bestræbelser, der er inspireret af den dybe og ægte "Herrens
frygt, der er begyndelsen til kundskab" (sml. Ordspr.1,7)
Samtidig har der
imidlertid i sammenhæng med de teologiske debatter, der fulgte efter
koncilet, udviklet sig visse tolkninger af kristen etik, der ikke er i
overensstemmelse med "den sunde lære" (2.Tim.4,3). Naturligvis
har kirkens læreembede ikke i sinde at påtvinge de troende noget
specielt teologisk system og da endnu mindre et filosofisk. Ikke desto mindre
har læreembedet for "ærbødigt at bevare og trofast
udlægge" Guds ord, pligt til at fastslå, at visse tendenser i
teologisk tænkning og visse filosofiske erklæringer er uforenelige
med den åbenbarede sandhed.
|