36. Nutidens optagethed af autonomiens krav har ikke kunnet undgå også at øve indflydelse på den katolske moralteologis område. Mens denne bestemt aldrig forsøgte at sætte menneskelig frihed op mod den guddommelige lov eller betvivle eksistensen af et sidste religiøst fundament for etiske normer, er den ikke desto mindre blevet tvunget til at foretage en gennemgribende nytænkning af fornuftens og troens rolle ved at identificere etiske normer med hensyn til specifikke "til denne verden hørende" adfærdsformer, som involverer én selv, andre og den materielle verden.

Det må erkendes, at der bag dette arbejde med nytænkning er visse positive anliggender, som i stor udstrækning hører med til katolsk tænknings bedste tradition. Som reaktion på Det andet Vatikankoncils opmuntring60 har der været et ønske om at fremme dialogen med den moderne kultur, idet man betonede den fornuftmæssige - og således universelt forståelige og meddelelige - karakter af etiske normer, der hører til "naturlovens" område. Der har også være forsøg på igen at stadfæste den indre beskaffenhed af de etiske krav, der afledes af denne lov, krav, der skaber en forpligtelse for viljen, udelukkende fordi en sådan forpligtelse forinden var anerkendt af den menneskelige fornuft og konkret af den personlige samvittighed.

Imidlertid er der nogle mennesker, der idet de ignorerer menneskelig fornufts afhængighed af guddommelig visdom og - i betragtning af den faldne naturs nuværende tilstand - behovet for guddommelig åbenbaring som et effektiv middel til at kende etiske sandheder, også dem, der tilhører den naturlige orden, faktisk har postuleret fornuftens komplette suverænitet på de etiske normers område med hensyn til den rette ordning af livet i denne verden. Sådanne normer ville udgøre grænserne for en kun "menneskelig" etik; de ville være udtryk for en lov, som mennesket på en autonom måde giver sig selv, og som har sin oprindelse udelukkende i menneskelig fornuft. På ingen måde ville Gud kunne betragtes som ophav til denne lov, undtagen i den betydning, at menneskelig fornuft udøver sin autonomi ved at give love i kraft af et oprindeligt og totalt mandat, der er givet mennesket af Gud. Disse tankestrømninger har i modstrid med Den hellige Skrift (sml. Matt.15,3-6) og kirkens konstante lære ført til en benægtelse af den kendsgerning, at naturloven har Gud som sit ophav, og at mennesket ved fornuftens brug deltager i den evige lov, som det ikke er op til mennesket at skabe.