Gud overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.15,14)

38. Med ordene fra Siraks Bog forklarer Det andet Vatikankoncil meningen med den "sande frihed", som er et "prægtigt tegn på Guds billede i mennesket. For Gud har villet overlade mennesket "til dets egen fri vilje", så det af egen drift søger sin Skaber, og ved frit at hengive sig til ham, når frem til den saliggørende fuldkommenhed". Disse ord giver udtryk for den vidunderlige dybde i at have del i Guds herredømme, som mennesket er kaldet til: de giver udtryk for, at menneskets herredømme i en vis forstand udstrækker sig til mennesket selv. Dette har været et bestandigt tilbagevendende tema i den teologiske overvejelse over menneskets frihed. For eksempel skriver Gregor af Nyssa: "Sjælen har sin kongelige og ophøjede karakter... i at den er fri og selvrådende, påvirket autonomt af sin egen vilje. Om hvem ellers kan dette siges, undtagen om en konge?... Således blev menneskenaturen, der er skabt til at regere andre skabninger, ved sin lighed med universets Konge, skabt, som om den var et levende billede, der deler både værdighed og navn med arketypen".

Udøvelsen af herredømme over verden repræsenterer en stor og ansvarsfuld opgave for mennesket, en som involverer dets frihed i lydighed mod Skaberens bud: "Opfyld jorden, og underlæg jer den" (1.Mos.1,28). I betragtning af dette tilkommer der ethvert menneske så vel som det menneskelige samfund en berettiget autonomi, en kendsgerning som koncilets konstitution Gaudium et Spes gør specielt opmærksom på. Dette er jordiske virkeligheders autonomi, hvad der betyder, "at skabningerne individuelt og kollektivt har deres egen værdi og deres egne love, som mennesket progressivt skal erkende, bestemme eller praktisere".