41. Menneskets ægte etiske autonomi betyder på ingen måde afvisning, men snarere netop accept af moralloven, af Guds bud: "Gud Herren gav mennesket den befaling..." (1.Mos.2,16). Menneskelig frihed og Guds lov mødes og er kaldet til at krydse hinanden i betydningen af menneskets frie lydighed mod Gud og Guds helt frivillige velvilje over for mennesket. Derfor er lydighed over for Gud ikke, som nogle ville mene, en heteronomi, som om det etiske liv var underlagt noget almægtigt, absolut fremmed i mennesket og intolerant over for dets frihed. Faktisk ville en etisk heteronomi betyde en benægtelse af menneskets selv-bestemmelse eller pålægning af normer uden forbindelse med dets vel, og dette ville være i modstrid med åbenbaringen af pagten og af den forløsende menneskevordelse. En sådan heteronomi ville ikke være andet end en slags fremmedgørelse, i modstrid med den guddommelige visdom og med den menneskelige persons værdighed.

Andre taler og med rette om teonomi eller participeret teonomi, fordi menneskets frie lydighed mod Guds lov effektivt indbefatter, at menneskelig fornuft og menneskelig vilje deltager i Guds visdom og forsyn. Ved at forbyde mennesket at "spise af træet til kundskab om godt og ondt", gør Gud det klart, at mennesket ikke oprindeligt besidder en sådan "kundskab" som noget, der egentlig tilhører det, men kun har del deri i lyset af den naturlige fornuft og den guddommelige åbenbaring, der viser det den evige visdoms krav og tilskyndelser. Loven må derfor betragtes som et udtryk for den guddommelige visdom; ved at underkaste sig loven, underkaster friheden sig sandheden om skabningen. Følgelig må man i den menneskelige persons frihed erkende Guds billede og nærhed, han som er nærværende i alle (sml. Ef.4,6). Men man må ligeledes erkende universets Guds majestæt og ære den uendelig

transcendente Guds lov: Deus semper maior.