Lykkelig er det menneske, der har sin glæde ved Herrens lov (sml. Salme 1,1-2)

42. Menneskets frihed, der har Guds frihed som forbillede, ophæves ikke ved dets lydighed over for den guddommelige lov; i virkeligheden er det kun ved denne lydighed, at den forbliver i sandheden og er i overensstemmelse med menneskelig værdighed. Dette siges klart af koncilet: "Menneskets egen værdighed fordrer altså, at det bevidst og frit vælger sine handlinger i et personligt engagement, hverken ledet af en blind indre drift eller under rent ydre tvang. Dette menneskeværd viser sig hos den, som frigjort fra lidenskabens slaveri forfølger sit mål ved frit at vælge det rette og på samme tid sørger for at få hjælp, når det er nødvendigt".

På sin vej mod Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket frit gøre det gode og undgå det onde. Men for at opnå dette, må det kunne skelne godt fra ondt. Og dette sker frem for alt takket være den naturlige fornufts lys, genspejlingen i mennesket af Guds åsyns stråleglans. Således skriver Thomas af Aquin som kommentar til et vers fra Salme 4: "Efter at have sagt: Bring de rette ofre (Salme 4,6), tilføjede psalmisten: Mange siger: Hvem lader os opleve lykke? og som svar på spørgsmålet siger han: Løft dit ansigts lys mod os Herre, hvorved han lader forstå, at den naturlige fornufts lys, hvorved vi skelner godt fra ondt, hvad der er naturlovens funktion, ikke er andet end et aftryk i os af det guddommelige lys". Det bliver også klart, hvorfor denne lov kaldes for naturloven: den får dette navn, ikke fordi den henviser til irrationelle væsners natur, men fordi den fornuft, der proklamerer den, hører den menneskelige natur til.