53. Vore samtidiges store interesse for historie og kultur, har fået nogle til at tvivle på selve naturlovens uforanderlighed og således på eksistensen af "objektive normer for moral", som gælder for alle nutidens og fremtidens mennesker så vel som for fortidens. Er det nogen sinde muligt, spørger de, at betragte visse fornuftige bestemmelser, der er truffet i fortiden, som universelt gyldige og altid bindende, når ingen vidste noget om det fremskridt, som menneskeheden ville gøre i fremtiden?

Det må naturligvis indrømmes, at mennesket altid eksisterer i en bestemt kultur, men det må også indrømmes, at mennesket ikke er udtømmende defineret ved netop denne kultur. Desuden viser selve kulturernes fremskridt, at der er noget i mennesket, som går ud over disse kulturer. Dette "noget" er netop menneskenaturen; denne natur er i sig selv målestokken for kulturen og den betingelse, der sikrer, at mennesket ikke blive fange af nogen af sine kulturer, men hævder sin personlige værdighed ved at leve i overensstemmelse med den dybe sandhed om sit væsen. At betvivle menneskets permanente strukturelle elementer, som er forbundet med dets egen legemlige dimension, ville ikke blot være i modstrid med almindelig erfaring, men ville gøre Jesu henvisning til "begyndelsen" meningsløs netop dér, hvor den sociale og kulturelle tidssammenhæng havde forvrænget den oprindelige betydning af visse moralske normer og deres rolle (sml. Matt.19,1-9). Dette er grunden til, at kirken "fastslår, at meget består uforanderligt under alle forandringer, det som har sit fundament i Kristus, han som i går og i dag er den samme, ja til evig tid". Kristus er "begyndelsen", som efter at have antaget menneskenatur, definitivt belyser den i dens grundlæggende elementer og i dens dynamiske kærlighed til Gud og næsten.

Det er bestemt nødvendigt at søge og opdage den mest adækvate formulering af universelle og permanente etiske normer i lyset af forskellige kulturelle sammenhænge, en formulering, der bedst ville være i stand til uophørligt at udtrykke deres historiske relevans, til at gøre dem forstået og til autentisk at tolke deres sandhed. Denne den etiske lovs sandhed udfolder - ligesom sandheden i "troens skat" - gennem århundrederne de normer, der ved at udtrykke den sandhed forbliver gyldige i deres substans, men må specificeres og bestemmes "eodem sensu eademque sententia"99 i lyset af historiske omstændigheder af kirkens læreembede, hvis afgørelse forudgås og ledsages af arbejdet med at tolke og formulere det, der er karakteristisk for individuelle troendes opfattelse og for teologisk overvejelse.