II. SAMVITTIGHED OG SANDHED

Menneskets helligdom

54. Forholdet mellem menneskets frihed og Guds lov leves mest intenst i menneskets "hjerte", i dets samvittighed. Som Det andet Vatikankoncil bemærker: "Inderst i sin samvittighed opdager mennesket en lov, som det ikke giver sig selv, men som forlanger at adlydes, en røst, som opfordrer det til at elske og gøre det gode, til at sky det onde, og som siger til hjertet, når det er nødvendigt: Gør det, gør ikke det. For mennesket har en lov, som Gud har skrevet i dets hjerte. At adlyde den er menneskets ære, og ifølge den skal det dømmes (sml.Rom.2,14-16)".

Den måde, hvorpå man opfatter forholdet mellem frihed og lov, er således nær forbundet med ens forståelse af samvittigheden. De kulturelle tendenser, der er nævnt ovenfor - ifølge hvilke frihed og lov er sat i modsætning til hinanden og holdt adskilt og friheden ophøjet, så det grænser til afgudsdyrkelse - fører her til en "kreativ" forståelse af samvittigheden, som adskiller sig fra kirkens traditions og dens læreembedes lære.