Samvittighedens vurdering

57. Den tekst i Romerbrevet, der har hjulpet os til fatte det væsentlige i naturloven, viser også den bibelske forståelse af samvittigheden, især i dens særlige forbindelse med loven: "Når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden" (Rom.2,14-15).

Ifølge Paulus konfronterer samvittigheden i en vis forstand mennesket med loven, og bliver således et "vidne" for mennesket, et vidne om dets egen troskab eller utroskab med hensyn til loven, om dets fundamentale moralske retskaffenhed eller uretfærdighed. Samvittigheden er det eneste vidne, fordi det, der finder sted i en persons hjerte, er skjult for alle udenforståendes øjne. Samvittigheden aflægger kun sit vidnesbyrd over for personen selv. Og til gengæld er det kun personen selv, der kender sit eget svar til samvittighedens stemme.