Søge hvad der er sandt og godt

62. Samvittigheden er som vurderingen af en handling ikke undtaget fra muligheden for at tage fejl. Som koncilet siger: "Det vil imidlertid ofte hænde, at samvittigheden uforskyldt er forblindet, og da mister den ikke sin værdi. Det samme kan ikke siges om et menneske, som kun bryder sig lidt om at søge ret og sandhed, eller om den samvittighed, som lidt efter lidt er blevet forblindet af syndige vaner". I disse få ord sammenfatter koncilet den lære, som kirken ned gennem århundrederne har udviklet med hensyn til den samvittighed, som tager fejl.

For at have en "god samvittighed" (1.Tim.1,5) må man søge sandheden og vurdere i overensstemmelse med denne sandhed. Som Paulus siger, må samvittigheden "bekræftes af Helligånden" (sml. Rom.9,1); den må være "ren" (2.Tim.1,3), den må ikke "gå frem med snedighed og forfalske Guds ord", men "bringe sandheden for dagen" (sml. 2.Kor.4,2). På den anden side advarer Paulus også de kristne: "Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom.12,2).

Paulus' formaninger tilskynder os til at være årvågne ved at advare os om, at i vor samvittigheds vurderinger er muligheden for fejltagelse altid til stede. Samvittigheden er ikke en ufejlbar dommer; den kan tage fejl. Imidlertid kan samvittighedens fejltagelse skyldes en uovervindelig uvidenhed, en uvidenhed, som subjektet ikke er klar over, og som det ikke kan overvinde af sig selv.

Koncilet minder os om, at i tilfælde, hvor en sådan uovervindelig uvidenhed er uforskyldt, mister samvittigheden ikke sin værdighed, for selv, når den får os til at handle på en måde, der ikke er i overensstemmelse med den objektive etiske orden, fortsætter den med at tale i sandhedens navn om det gode, som subjektet er kaldet til at søge oprigtigt.