66. Der er ingen tvivl om, at den kristne morallære, også i dens bibelske rødder, anerkender den særlige betydning af et fundamentalt valg, der kendetegner det sande og gode liv og forpligter friheden på et radikalt plan over for Gud. Det drejer sig om troens beslutning, om troslydigheden (sml. Rom.16,26), hvorved "mennesket frivilligt helliger sig helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer sig, "fuld underkastelse så vel i sin fornuft som i sin vilje"". Denne tro, der er virksom i kærlighed (sml. Gal.5,6), kommer fra menneskets inderste, fra dets "hjerte" (sml. Rom.10,10), hvorfra den er kaldet til at bære frugter i gerninger (sml. Matt.12,33-35; Luk.6,43-45; Rom.8,5-10; Gal.5,22). I dekalogen finder man som en indledning til de forskellige bud, den grundlæggende sætning: "Jeg er Herren, din Gud..." (2.Mos.20,2), som ved at præge deres oprindelige betydning på de mange og forskellige bud giver pagtens moral dens aspekt af fuldstændighed, enhed og dybde. Israels fundamentale afgørelse drejer sig altså om det fundamentale bud (sml. Jos.24,14-25; 2.Mos.19,3-8; Mik.6,8). Den nye pagts moral er på lignende måde domineret af Jesu fundamentale kald til at følge ham - således siger han også til den unge mand: "Vil du være fuldkommen... kom så og følg mig" (Matt.19,21); på dette kald må disciplen svare med en radikal afgørelse og et radikalt valg. Evangeliets lignelser om skatten og den meget kostbare perle, som man sælger alle sine ejendele for, er et talende og virkningsfuldt billede på, hvor radikal og ubetinget den afgørelse er, som Guds rige kræver. Det radikale i afgørelsen om at følge Jesus udtrykkes glimrende i hans egne ord: "Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det" (Mark.8,35).

Jesu kald "kom og følg mig" betegner den størst mulige ophøjelse af menneskelig frihed, men vidner dog på samme tid om sandheden og forpligtelsen til trosgerninger og til beslutninger, der kan beskrives som indbefattende en fundamental grundlæggende afgørelse. Vi finder en lignende ophøjelse af menneskelig frihed i Paulus' ord: "Brødre, I blev kaldet til frihed" (Gal.5,13). Men apostlen tilføjer straks en alvorlig advarsel: "Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet". Denne advarsel er et ekko af hans tidligere ord: "Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg" (Gal.5,1). Paulus tilskynder os derfor til at være årvågne, fordi frihed altid er truet af trældom. Og dette er netop tilfældet, når en troshandling - i betydningen af en fundamental grundlæggende afgørelse - bliver adskilt fra valget af enkelte handlinger, som i de ovenfor omtalte tendenser.