68. Her må der tilføjes en vigtig pastoral overvejelse. Ifølge logikken i de standpunkter, der er nævnt ovenfor, kan et menneske i kraft af en fundamental grundlæggende afgørelse forblive tro over for Gud uafhængigt af, hvorvidt visse af dets handlinger er eller ikke er i harmoni med specifikke etiske normer eller regler. I kraft af en oprindelig grundlæggende afgørelse for kærlighed, kunne det enkelte menneske fortsætte med at være moralsk godt, forblive i Guds nåde og opnå frelse, også selv om visse af dets specifikke adfærdsformer med fuldt overlæg og i en alvorlig sag var i modstrid med Guds bud, som de er fremlagt af kirken.

I virkeligheden går mennesket ikke kun fortabt ved at være utro mod den fundamentale grundlæggende afgørelse, hvormed det "frivilligt helliger sig helt til Gud".113 Ved enhver frivilligt begået dødssynd krænker det Gud som lovens giver og bliver som et resultat heraf skyldig over for hele loven (sml. Jak.2,8-11), selv om det forbliver fast i troen, mister det "helliggørende nåde", "kærlighed" og "evig salighed". Som Tridentinerkoncilet lærer: "den engang modtagne retfærdiggørelsens nåde mistes ikke kun ved frafald, hvorved troen selv mistes, men også ved enhver anden dødssynd".