Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library
Ioannes Paulus PP. II
Veritatis splendor

IntraText CT - Text

  • KAPITEL TO "TILPAS JER IKKE DENNE VERDEN" (Rom.12,2) KIRKEN OG BEDØMMELSEN AF VISSE TENDENSER I NUTIDENS MORALTEOLOGI
    • IV. DEN ETISKE HANDLING
      • 75
Previous - Next

Click here to show the links to concordance

75. Men som del af forsøget på at udarbejde en sådan fornuftig etik (af denne grund kaldes den undertiden for en "autonom etik") eksisterer der falske løsninger, især i forbindelse med en utilstrækkelig forståelse af genstanden for etisk handling. Nogle forfattere tager ikke nok hensyn til det faktum, at viljen er involveret i de konkrete valg, som den træffer: disse valg er en betingelse for dens etiske godhed og dens henordnethed til personens sidste mål. Andre er inspireret af et frihedsbegreb, som ser bort fra de aktuelle betingelser for dens udøvelse, fra dens objektive forbindelse med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse gennem valg af konkrete adfærdsformer. I overensstemmelse med disse teorier, ville fri vilje hverken være etisk underlagt bestemte forpligtelser eller formet af sit valg, skønt den ikke desto mindre stadig ville være ansvarlig for sine egne handlinger og deres konsekvenser. Denne "teleologismus" som en metode til at opdage den etiske norm kan således - i overensstemmelse med terminologi og fremgangsmåder indført fra forskellige tankestrømninger - kaldes "konsekvensialismus" eller "proportionalismus". Den første hævder, at kriteriet for rigtigheden af en bestemt måde at handle på udelukkende drages ud fra en beregning af de forudseelige konsekvenser, der følger af et givet valg. Den anden fokuserer ved vægtning af de forskellige værdier og goder, der tilstræbes, snarere på det erkendte forhold mellem de gode og dårlige virkninger af dette valg, med henblik på det "større gode" eller "mindre onde", der virkelig kan realiseres i en bestemt situation.

De teleologiske etiske teorier (proportionalismus, konsekvensialismus) fastholder, samtidig med at de erkender, at etiske værdier fastslås ved fornuft og ved åbenbaring, at det aldrig er muligt at formulere et absolut forbud mod bestemte adfærdsformer, som under alle omstændigheder og i enhver kultur ville være i modstrid med disse værdier. Det handlende subjekt ville ganske vist være ansvarlig for at opnå de tilstræbte værdier, men på to måder: de værdier eller goder, der er involveret i en menneskelig handling, ville fra ét synspunkt, den etiske ordens (i forhold til egentlige etiske værdier som kærlighed til Gud og næsten, retfærdighed osv.), og fra et andet synspunkt, den før-etiske ordens, som nogle kalder ikke-etisk, fysisk eller ontisk (i relation til de deraf flydende fordele og ulemper både for den handlende og for alle andre muligvis involverede personer, som for eksempel sundhed eller sygdom, fysisk integritet, liv, død, tab af materielle goder osv.). I en verden, hvor godt og ondt altid er blandet sammen, og enhver god virkning knyttet til andre og dårlige virkninger, kan det etiske ved en handling bedømmes på to forskellige måder: dens etiske "godhed" ville blive bedømt på basis af subjektets hensigt med hensyn til etiske goder og dens "rigtighed" på basis af en overvejelse af dens forudseelige konsekvenser og af deres indbyrdes forhold. Som følge heraf ville konkrete adfærdsformer kunne beskrives som "rigtige" eller "forkerte", uden at det derved ville være muligt at bedømme viljen hos den person, der vælger dem, som etisk "god" eller "dårlig". På denne måde kunne en handling, som ved at være i modstrid med en universel negativ norm direkte krænker goder, der betragtes som "ikke-etiske", blive betegnet som etisk acceptabel, hvis subjektets hensigt i overensstemmelse med en "ansvarlig" vurdering af de goder, der er involverede i den konkrete handling, fokuserer på den etiske værdi, der vurderes som afgørende i situationen.

 

Vurderingen af konsekvenserne af handlingen, byggende på forholdet mellem handlingen og dens virkninger og mellem virkningerne selv, ville kun tage hensyn til den ikke-etiske orden. Det etisk specifikke ved handlinger, det vil sige, om de er gode eller onde, ville blive bestemt udelukkende ved personens troskab over for kærlighedens og klogskabens højeste værdier, uden at denne troskab nødvendigvis var uforenelig med valg, der var i modstrid med bestemte etiske bud. Selv, når det drejer sig om noget alvorligt, bør disse bud betragtes som praktiske normer, der altid er relative og åbne for undtagelser.

Ud fra denne synsvinkel ville velovervejet samtykke til visse adfærdsformer, der af traditionel moralteologi er erklæret for utilladelige, ikke implicere et objektivt etisk onde.

 




Previous - Next

Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library

Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC
IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License