"Det i sig selv onde": det er ikke tilladt at gøre noget ondt, for at der kan komme noget godt ud af det (sml. Rom.3,8)

79. Man må derfor afvise den tese, der er karakteristisk for teleologiske og proportionalistiske teorier, som hævder, at det er umuligt at betegne noget som etisk ondt efter dets art - dets "genstand" - det velovervejede valg af bestemte adfærdsformer eller specifikke handlinger uden en overvejelse af den hensigt, for hvilken valget blev truffet, eller helheden af de forudseelige konsekvenser af den handling for alle berørte personer.

Det primære og afgørende element for etisk vurdering er den menneskelige handlings genstand, som fastslår, om den kan henordnes til det gode og til det sidste mål, som er Gud. Om den kan det, fattes af fornuften i selve menneskets væsen, betragtet i dets hele sandhed og derfor i dets naturlige tilbøjeligheder, dets motivationer og dets endelige afgørelser, der altid også har en åndelig dimension. Det er netop disse, der er indholdet i naturloven og derfor det ordnede kompleks af "personlige goder", som tjener "personens gode"; det gode, som er personen selv og dens fuldendelse. Det er de goder, der beskyttes af budene, som ifølge Thomas af Aquin indeholder hele naturloven.