80. Fornuften bekræfter, at der er genstande for den menneskelige handling, som ifølge selve deres natur "ikke kan henordnes til Gud", fordi de radikalt er i modstrid med det gode for personen, der er skabt i hans billede. Det er disse handlinger, der i kirkens moraltradition er blevet kaldt "i sig selv onde" (intrinsece malum): sådan er de altid og per se, med andre ord, på grund af selve deres genstand, og helt uafhængig af de skjulte motiver hos den, der handler, og af omstændighederne. Følgelig, uden på mindste måde at benægte den indflydelse på etikken, der udøves af omstændigheder og især af hensigter, lærer kirken, at "der eksisterer handlinger, som per se og i sig selv, uafhængig af omstændighederne, altid er virkeligt forkastelige på grund af deres genstand". Det andet Vatikankoncil giver selv, idet det taler om den respekt, man skylder den menneskelige person, mange eksempler på sådanne handlinger: "Alt det desuden, som strider mod livet, såsom mord i enhver form, folkemord, fosterdrab, barmhjertighedsdrab eller selvmord - alt det som krænker menneskets personlige integritet, såsom lemlæstelse, fysisk eller psykisk tortur, forsøg på at øve moralsk tvang - alt det som krænker menneskeværdet, som umenneskelige livsforhold, vilkårlig fængsling, deportation, slaveri, prostitution, køb og salg af kvinder eller børn - uværdige arbejdsvilkår, som nedværdiger arbejderen til at blive et profitredskab i stedet for et frit og ansvarligt individ: Alt dette og andre lignende forhold er forkastelige. De fordærver den menneskelige civilisation, men vanærer dem, som bærer skylden for uretten, langt mere end dem, som lider uret. Og de krænker i høj grad Skaberens ære".

Hvad angår handlinger, der i sig selv er onde, og med hensyn til præventionsmetoder, hvorved den ægteskabelige akt med vilje gøres ufrugtbar, lærer pave Paul VI: "Hvad angår princippet om "det mindre onde", er det ganske vist undertiden tilladt at tåle et mindre etisk onde for at undgå et større eller give plads for et højere gode, men det er dog aldrig tilladt, selv ikke af tungtvejende grunde, at gøre ting, der er slette i sig selv, for at opnå noget godt (sml. Rom.3,8); det er ikke tilladt direkte at ville gøre noget, der i sig selv er i modstrid med den etiske orden og derfor uværdigt for mennesket, selv om det sker med det formål at beskytte eller fremme værdier for den enkelte, for familien eller samfundet".