91. Allerede i Det gamle Testamente finder vi beundringsværdige vidnesbyrd om troskab mod Guds hellige lov, endda lige til en frivillig accept af døden. Et glimrende eksempel er historien om Susanna: som svar til de to uretfærdige dommere, der truede med at få hende dømt til døden, hvis hun nægtede at give efter for deres syndige lidenskab, siger hun: "Trængsler omgiver mig på alle sider; thi gør jeg dette, er døden mig vis; og lader jeg være at gøre det, kan jeg ikke undslippe eders hænder; dog vil jeg hellere lade være at gøre det og så falde i eders hænder, fremfor at synde imod Herren" (Dan.13,22-23). Susanna, som foretrækker at "falde uskyldig" i dommernes hænder, vidner ikke blot om sin tro og tillid til Gud, men også om sin lydighed mod sandheden og mod det absolutte i den etiske orden. Ved sin beredvillighed til at dø som martyr, forkynder hun, at det er ikke rigtigt at gøre, hvad Guds lov betegner som ondt, for derved at opnå noget godt. Susanna vælger for sig selv, den "bedre del", som for hendes vedkommende var et helt klart kompromisløst vidnesbyrd til sandheden om det gode og til Israels Gud. Ved sine handlinger åbenbarede hun Guds hellighed.

Ved Det nye Testamentes daggry gav Johannes Døber, der ikke kunne lade være med at tale om Herrens lov og afslog ethvert kompromis med det onde, sit liv, idet han "døde som martyr for sandhed og ret", og således blev forløber for Messias ved den måde, han døde på (sml. Mark.6,17-29). "Han, som kom for at vidne om lyset, og som af netop dette lys, som er Kristus, blev fundet værdig til at blive kaldt en brændende og skinnende lampe, blev kastet i fængslets mørke... Han, som det blev forundt at døbe verdens Forløser, blev således døbt i sit eget blod".

I Det nye Testamente finder vi mange eksempler på Kristi efterfølgere, begyndende med diakonen Stefanus (sml. Ap.G.6,8-7,60) og apostlen Jakob (sml. Ap.G.12,1-2), som begge døde som martyrer for at forkynde deres tro på og deres kærlighed til Kristus, og ikke ville fornægte ham. I dette fulgte de Herren Jesus, som "aflagde den gode bekendelse" (1.Tim.6,13) over for Kajfas og Pilatus, idet han bekræftede sandheden om sit budskab på bekostning af sit liv. Talløse andre martyrer accepterede forfølgelse og død hellere end at udføre den gudsbespottelige handling med at brænde røgelse foran kejserens statue (sml. Joh.Åb.13,7-10). De nægtede endda at foregive en sådan tilbedelse og gav derved et eksempel på pligten til at afstå fra at udføre selv en enkelt konkret handling i modstrid med Guds lov og trosvidnesbyrdet. Ligesom Kristus selv, stolede de lydigt på Faderen og overgav deres liv til ham, som alene kunne frelse dem fra døden (sml. Hebr.5,7)

Kirken fremfører eksemplet på talrige helgener, der vidnede om og forsvarede etisk sandhed lige til at lide martyriet, og som foretrak døden frem for blot en enkelt dødssynd. Ved at ophøje dem til altrenes ære, har kirken stadfæstet deres vidnesbyrd og erklæret deres vurdering for rigtig, for kærligheden til Gud indbefatter forpligtelsen til at respektere hans bud, selv under de frygteligste omstændigheder, og vægringen ved at lade hånt om disse bud, selv om det er for at redde livet.