93. Endelig er martyriet et fremragende tegn på kirkens hellighed. Troskab mod Guds hellige lov, som bevidnes med døden, er en højtidelig forkyndelse og missionsmæssig forpligtelse usque ad sanguinem, så den etiske sandheds stråleglans kan være utilsløret i personers og samfunds adfærd og tænkemåde. Dette vidnesbyrd giver et ekstra værdifuldt bidrag til i det borgerlige samfund og også i kirkelige fællesskaber at afværge et hovedkulds spring ind i den farligste krise, der kan hjemsøge mennesket: forvirringen med hensyn til, hvad der er ondt, og hvad der er godt, hvad der gør det umuligt at opbygge og bevare den etiske orden hos enkeltpersoner og fællesskaber. Ved deres talende og tiltrækkende eksempel på et liv helt forvandlet af den etiske sandheds stråleglans oplyser martyrerne og generelt alle kirkens helgener enhver af historiens perioder ved at genopvække dens etiske sans. Ved helt at vidne om det gode er de en levende irettesættelse til dem, der overtræder loven (sml. Visd.2,12), og de får profetens ord til altid på ny at give genlyd: "Ve dem, der kalder det onde godt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert" (Es.5,20).

Skønt martyriet repræsenterer højdepunktet af vidnesbyrdet om etisk sandhed, og et som relativt få mennesker er kaldet til, er det ikke desto mindre et vedvarende vidnesbyrd, som alle kristne daglig må være rede til at aflægge, selv om det koster lidelse og alvorlige ofre. Stillet over for de mange vanskeligheder, som troskab mod den etiske orden kan kræve selv under de mest almindelige omstændigheder, er den kristne faktisk kaldet ved Guds nåde, der er påkaldt i bøn, til en undertiden heroisk indsats. I dette støttes han eller hun af modets dyd, hvorved, som Gregor den Store lærer - man faktisk kan "elske denne verdens vanskeligheder for de evige belønningers skyld".