95. Kirkens lære, og især den fasthed, hvormed den forsvarer den universelle og permanente gyldighed af påbud, der forbyder handlinger, der er onde i sig selv, betragtes ikke så sjældent som tegn på en utålelig uforsonlighed, især i betragtning af de enormt komplekse og konflikt-ladede situationer, der i vore dage findes i personers og samfunds sande og gode liv; denne uforsonlighed siges at være i modstrid med kirkens moderskab. Man hører, at kirken mangler forståelse og barmhjertighed. Men kirkens moderskab kan faktisk aldrig skilles fra dens opgave som lærer, som den altid må udføre som Kristi trofaste brud, og Kristus er sandheden i egen person. "Som lærer bliver den aldrig træt af at forkynde den moralske norm... Denne norm er ikke skabt af kirken og ikke overladt til dens forgodtbefindende. I lydighed mod den sandhed, som Kristus er, og som genspejles i den menneskelige persons natur og værdighed, tolker kirken den moralske norm og forelægger den for alle mennesker af god vilje uden at skjule dens krav om radikalitet og fuldkommenhed".

Faktisk må ægte forståelse og barmhjertighed betyde kærlighed til personen, til dennes sande gode og autentiske frihed. Og dette opnås bestemt ikke ved at skjule eller svække den etiske sandhed, men snarere ved at fremstille den i dens dybeste betydning, som en udgydelse af Guds evige visdom, som vi har modtaget i Kristus, og som en tjeneste over for mennesket, til dets friheds vækst og til opnåelsen af dets lykke.

Alligevel kan en klar og fyndig fremstilling af den etiske sandhed aldrig adskilles fra en dyb og oprigtig respekt, der bygger på den tålmodige og tillidsfulde kærlighed, som mennesket altid trænger til på dets etiske vej, der ofte er trættende på grund af vanskeligheder, svaghed og smertelige situationer. Kirken kan aldrig give afkald på "sandheds- og pålidelighedsprincippet, hvorfor den ikke kan gå med til at kalde godt for ondt og ondt for godt"; den må altid vogte sig for ikke at sønderbryde det knækkede rør eller slukke den osende væge (sml. Es.42,3). Som Paul VI skrev: "At forkynde Kristi frelsebringende lære uafkortet er et enestående udtryk for kærlighed til menneskene; den skal dog altid være forenet med den tålmodighed og godhed, som Kristus selv viste, da han talte og virkede her. Han kom ikke for at dømme verden, men for at frelse den; derfor var han nok streng i sin fordømmelse af synden, men barmhjertig over for syndere".