Nåde og lydighed mod Guds lov

102. Selv i de vanskeligste situationer må mennesket respektere etikkens norm for at kunne være lydig mod Guds hellige bud og i overensstemmelse med sin egen værdighed som en person. Naturligvis kræver det at opretholde en balance mellem frihed og sandhed undertiden usædvanlige ofre og må opnås for en høj pris: det kan endda medføre martyriet. Men som almindelig og daglig erfaring viser, er mennesket fristet til at bryde den balance: "Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg... Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom.7,15. 19)

Hvad er i sidste instans oprindelsen til denne menneskets indre splittelse? Historien om dets synd begynder, da det ikke længere anerkender Herren som sin Skaber og selv ønsker at være den, der i fuld uafhængighed bestemmer, hvad der er godt, og hvad der er ondt. "I bliver som Gud og kan kende godt og ondt" (1.Mos.3,5): dette var den første fristelse, og den giver genklang i alle andre fristelser, som mennesket er mere tilbøjelig til at give efter for som et resultat af det oprindelige syndefald.

Men fristelser kan overvindes, synder kan undgås, for sammen med budene gav Herren os muligheden for at holde dem: "Hans øjne er rettet mod dem, der frygter ham, og han kender nøje alt, hvad et menneske foretager sig; ingen har han pålagt at handle ugudeligt, og ingen har han givet frihed til at synde" (Sir.15,19-20). Det kan i bestemte situationer være vanskeligt, overordentlig vanskeligt, at holde Guds lov, men det er aldrig umuligt. Dette er kirkens traditions konstante lære, og blev udtrykt af Tridentinerkoncilet: "Men ingen må, hvor retfærdiggjort han end måtte være, betragte sig selv som undtaget fra at overholde budene, eller benytte den ubesindige påstand, som fædrene har forbudt under trussel om bandlysning, at Guds bud er umulige at overholde af en, der er retfærdiggjort. For Gud befaler ikke det umulige, men ved at befale råder han dig til at gøre, hvad du kan, og til at bede om det, du ikke kan, og han giver dig sin hjælp, så du kan. Hans bud er ikke tunge (sml. 1.Joh.5,3); hans åg er godt, hans byrde er let (sml. Matt.11,30)".