103. Foran sig har mennesket altid håbets åndelige horisont, takket være den guddommelige nådes hjælp og med den menneskelige friheds medvirken.

Det er i Jesu frelsende kors, i Helligåndens gave, i sakramenterne, der flyder fra Forløserens gennemborede side (sml. Joh.19,34), at troende finder nåden og styrken til altid at holde Guds hellige lov, selv i de tungeste prøvelser. Som Andreas af Kreta siger, loven selv "blev stimuleret af nåde og stillet til tjeneste for den i en harmonisk og frugtbar kombination. Hvert element bevarede sine kendetegn uden forandring eller sammenblanding. På en guddommelig måde vendte han, hvad der kunne være byrdefuldt og tyrannisk til, hvad der er let at bære og en kilde til frihed".

Kun i Kristi forløsnings mysterium opdager vi menneskets "konkrete" muligheder. "Det ville være en meget alvorlig fejltagelse at konkludere... at kirkens lære i alt væsentligt kun er et "ideal", som så må tilpasses, afpasses, gradueres til menneskets såkaldte konkrete muligheder efter en "afvejning af de goder, det drejer sig om". Men hvad er "menneskets konkrete muligheder"? Og hvilket menneske taler vi om? Om mennesket, der beherskes af begær, eller om mennesket, der er forløst af Kristus? Det er, hvad det drejer sig om: Kristi forløsnings virkelighed. Kristus har forløst os! Dette betyder, at han har givet os muligheden for at virkeliggøre hele sandheden om vort væsen; han har befriet vor frihed fra begærets herredømme. Og hvis det forløste menneske stadigt synder, skyldes det ikke en ufuldkommenhed ved Kristi forløsende handling, men menneskets vilje til ikke at benytte sig af den nåde, der udspringer af den handling. Guds bud er naturligvis afpasset efter menneskets evner; men efter evnerne hos det menneske, som Helligånden er givet til; til det menneske, som skønt det er forfaldent til synd, dog altid kan opnå tilgivelse og fryde sig over Helligåndens nærvær".