Etik og nyevangelisering

106. Evangelisering er den stærkeste og mest betagende udfordring, som kirken er blevet stillet overfor lige fra dens første begyndelse. Faktisk kommer denne udfordring ikke så meget fra det sociale og kulturelle miljø, som den møder i historiens løb, som fra den opstandne Kristi befaling, som forklarer selve grunden til, at kirken eksisterer: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen" (Mark.16,15).

Imidlertid er den nuværende tid, i hvert fald for mange mennesker, i stedet for præget af en stærk udfordring til at foretage en "nyevangelisering", en forkyndelse af evangeliet, der altid er nyt og altid bringer noget nyt, en evangelisering, som må være "ny i sin glød, sine metoder og sine udtryk". Afkristningen, der hviler tungt på hele folkeslag og samfund, der engang var rige på tro og kristent liv, indbefatter ikke blot tabet af tro eller i hvert fald, at den bliver irrelevant i dagliglivet, men også, og nødvendigvis, en tilbagegang eller tilsløring af den etiske sans. Dette sker både som følge af en mistet bevidsthed om evangeliets etiks originalitet og som et resultat af en formørkelse af selve de fundamentale principper og etiske værdier. I dag optræder udbredte tendenser til subjektivisme, utilitarisme og relativisme ikke blot som pragmatiske holdninger eller adfærdsmønstre, men snarere som indstillinger, der har et teoretisk fundament og hævder fuld kulturel og social berettigelse.